Ny sæson med DR VokalEnsemblet

Velkommen til en ny sæson med DR VokalEnsemblet og chefdirigent Marcus Creed. I sæsonen 2017-18 præsenterer vi en fornem vifte af kormusikkens mesterværker, samtidig med, at vi kredser om et af menneskelivets store temaer: Troen.

Med sit udspring i vores fælles og mest udtryksfulde instrument – stemmen – har kormusikken til alle tider været tæt knyttet til menneskets inderste følelser og længslen efter mening, som på én gang er dybt privat og samtidig binder os sammen.

I musikkens verden kan troen have vidt forskellige udtryk – fra fredfyldt meditation over euforisk jubel til tvivl og afmagt. I den nye sæson inviterer vi publikum på en musikalsk rejse ind i selve troens væsen – fra renæssancemesteren Palestrinas paradisiske harmoni over Bachs store Juleoratorium til Frank Martins dybtfølte messe for dobbeltkor og Peter Bruuns moderne hyldest til troen i alle dens former.

Et af årets højdepunkter bliver DR VokalEnsemblets fejring af 500-året for reformationen ved koncerten Med Fred og Fryd, hvor vi præsenterer en unik samling af de bedste motetter, koraler og kantater fra den danske reformationstid – afrundet med de protestantiske mestre J.S. Bach og Buxtehude.

Sidst, men ikke mindst medvirker DR VokalEnsemblet i en række af sæsonens store, musikalske brag sammen med DR KoncertKoret og DR SymfoniOrkestret, bl.a. James MacMillans Lukas-passion, Franz Schmidts gendigtning af Johannes’ Åbenbaring – og meget, meget mere.

Vi håber, I vil med os ind helt i musikken!

Se alle koncerter her