0Din kurv er tom

Coco O: En koncert jeg selv gerne vil se

De har arbejdet sammen siden teenageårerne, men aldrig på denne måde. Sangerinden Coco O og jazzpianisten August Rosenbaum dyrker det langsomme og inderlige, når de 17. juli går på scenen i DR Koncerthuset. Sætlisten bliver en blanding af ny musik, numre fra arkivet og fortolkninger af andres sange.

Det langsommelige og det inderlige. Det bliver bærende elementer, når sangerinden Coco O og jazzpianisten August Rosenbaum træder op på scenen i DR Koncerthuset. Sammen har de lavet sætlisten til den koncert, de selv gerne vil se.

– Vi har et privilegium i, at vi bare kan vælge nogle sange, der virkelig fungerer fucking godt, siger Coco O, der glæder sig til at dele scene med sin gamle ven og samarbejdspartner August Rosenbaum.

De to har senest arbejdet sammen på Coco O’s nye album, men har været musikalske legekammerater siden Quadron.

– Det synes jeg virkelig er sjovt det med at prioritere den der langsomhed, fordi det tit er noget, der kan blive kritiseret. Men det er noget, jeg godt kan lide, fortæller Coco O og fortsætter:

– Jeg synes, det er meget sjovt at være lidt stædig omkring det. Det er langsomt, fordi det er fedt!

Koncerten bliver en intim oplevelse med August Rosenbaum på klaver og Coco O, der synger. De har valgt at holde det helt simpelt for at få noget nærhed og intimitet frem i musikken.

– Der er ikke nogen regler, siger August Rosenbaum, eller i hvert fald ikke nogen regler, der er så vigtige, at man ikke kan bryde dem.

En funky dude fra Aurehøj

Når man har spillet så meget sammen som Coco O og August Rosenbaum, ligger mange ting på rygradden. De ved, hvad de kan lide og hvad de ikke kan lide, og når de arbejder sammen, behøver de ikke forklare en masse ting. Det er allerede indforstået mellem de to.

Det vil man også opleve som publikum til deres koncert, hvor de både musikalsk og personligt supplerer hinanden rigtig godt.

De lærte hinanden at kende, da de som teenagere begik sig i de samme musikalske miljøer i København.

– Jeg hørte rygter om to dudes på Aurehøj Gymnasium. Den ene kan jeg ikke huske, hvad hed, og så var der August Rosenbaum, der spillede til gymnasiefesterne – sikkert noget funk, husker Coco O.

– Den anden var Philip Faber. Han spillede ikke så meget funk, joker August Rosenbaum, men får en mere alvorlig mine, da han fortæller, hvad der sker mellem de to, når de spiller musik.

– Der er ikke særlig mange mennesker, jeg har spillet med i mit liv, hvor jeg bliver rørt, som jeg gør, når jeg spiller med Coco, fortæller han.

En selvoptaget koncert

Følelsen af at blive rørt både genkender og gengælder Coco. Hun håber dog, at det også kommer til at smitte af på publikum.

– Det er lidt en selvoptaget koncert, kan man sige. Man kan jo ikke vide, hvad andre bliver rørt af, men man kan vide, hvad der rører en selv, fortæller hun og fortsætter:

– Egentlig var det meget lystbetonet, at det kunne være sjovt at spille nogle af de nye sange sammen. Og generelt bare at spille sammen, når der kom en mulighed.

Muligheden kommer 17. juli, hvor de to musikalske legekammerater får lov at lave den koncert, de selv gerne vil opleve i DR Koncerthuset.


DR Koncerthuset danner igen ramme om nogle af Copenhagen Jazz Festivals absolutte hovednavne. Dette års udgave af Copenhagen Jazz Festival finder sted den 1.-24. juli 2021. Udover Coco O & August Rosenbaum kan du opleve mange andre danske hovednavne.

Læs mere om Copenhagen Jazz Festival 2021

Tilmeld dig nyheder

Gå ikke glip af gribende oplevelser, gode historier og storslåede koncerter