Copenhagen Jazz Festival ­i DR Koncerthuset

Vi danner igen ramme om en stor del af Copenhagen Jazz Festivals aktiviteter. Den 39. udgave af Copenhagen Jazz Festival finder sted den 7.-16. juli 2017 på flere end 120 spillesteder i København og på Frederiksberg.

Koncertsalen er den spektakulære hovedscene for nogle af festivalens største danske og internationale navne. Men glem ikke at kvaliteterne får fri udfoldelse i de unikke og intense Studie 2 og Studie 3 hvor lyd, intimitet og atmosfære understøtter andre store musikalske oplevelser.

Secret Love – warm-up til koncerterne i Koncertsalen fra Kl. 18.00

Secret Love er et vinyltema, hvor danske musikere og komponister viser deres kærlighed til jazzen, åbner deres private pladesamling og spiller deres yndlingsvinyler i en afslappet atmosfære; Fra deres første møde med musikken og frem til deres seneste hemmelige fund bagerst i pladeforretningerne. Secret Love er tidligere blevet afholdt i Jazzhouse, Sort Kaffe & Vinyl, Kind of Blue m.fl.

Secret Love begynder klokken 18.00 i forbindelse med koncerterne i Koncertsalen.