DR SymfoniOrkestret er klar til den 25. DR Slotskoncert

Der er både klassiske og kendte Broadway-toner på programmet, når Ledreborg Slot den 11. august lægger park til DR Slotskoncert for 25. gang.

Da DR Slotskoncert sidste år løb af stablen i Ledreborg Slotspark, var der ikke én eneste plads i overskud. Og når DR SymfoniOrkestret i år blænder op for DR Slotskoncert, vil slotsparken for 25. gang bugne af glade sommergæster, picnic-kurve og ikke mindst musicaltoner.

Legendarisk musical i ny version

I anledning af 25-års jubilæet byder DR SymfoniOrkestret på både klassiske og kendte toner fra alle tiders musical-destination: Broadway i New York. I første del af koncerten kan publikum opleve en ny koncertversion af den legendariske musical West Side Story, en newyorker-version af Romeo og Julie skrevet i 1957 af Leonard Bernstein, der i år ville være fyldt 100 år.

Det bliver den unge engelske musicalstjerne Lauren Chia, der i rollen som Maria får lov til at synge de kendte strofer i I feel pretty, mens det danske stortalent Diluckshan Jeyaratnam som Tony klarer hittet Maria – og sammen med blandt andre Szhirley, Louise Fribo og Silas Holst fletter de stemmer i elskede sange som Someday, Somewhere, Tonight og ikke mindst festfyrværkeriet America.

På orkestersiden kan publikum se frem til en overdådig version af West Side Story. DR SymfoniOrkestret stiller nemlig med fuld symfonisk styrke, og dermed er årets Slotskoncert en enestående chance for at opleve den kendte musical med den ”rigtige” klassiske orkesterbesætning. Til lejligheden dirigeres DR SymfoniOrkestret af den unge englænder Geoffrey Paterson, der blandt andre har stået i spidsen for en række succesfulde forestillinger i Operaen på Det Kongelige Teater.

Klassikere fra alle tiders Broadway-musicals

I anden del af DR Slotskoncert byder DR SymfoniOrkestret op til en sand musical-fest med hits fra alle tiders Broadway musicals. Her vil erfarne solister som Stig Rossen og Louise Fribo kaste sig ud i nogle af de toner, der har gjort sig på den newyorkske teatergade gennem årene, blandt andet Sound of Music, Wicked, Annie Get Your Gun, Beauty and the Beast, The Lion King og mange flere.

Årets konferencier er det unge musicaltalent Pelle Emil Hebsgaard, som allerede ved sin debut i 2013 blev nomineret til en Reumert. Siden er Pelle blevet bredt kendt fra tv-serier som Bedrag og senest for sin store hovedrolle i Seebach – The Musical i både Fredericia, Aarhus og København.

Stor picnicdag

DR Slotskoncert 2018 bliver holdt fra klokken 15.00 lørdag den 11. august, men traditionen tro lægger DR op til den helt store picnic-dag i slotshaven ved Ledreborg, hvor man enten kan komme med sin egen mad eller bestille en picnickurv. Drikkevarer købes i Slotsparkens mange boder – dog ikke kaffe, te og vand, som publikum selv er velkomne til at medbringe.

Når mange tusinde glade gæster skal hjem på samme tid kan der hurtigt opstå en trafikal prop, men DR er i år i dialog med både Lejre Kommune og Midt- og Vestsjællands Politi og Hjemmeværnet om at optimere trafikreguleringen – både på P-pladsen og på vejene omkring Ledreborg Slot, så alle kan komme hurtigt hjem fra årets DR Slotskoncert.

Få først besked om nye koncerter