DR Koncerthuset og Covid-19 - Klik for at læse mere
X Created with Sketch.
0Din kurv er tom

DR SymfoniOrkestret skal til Østrig og Japan

DR SymfoniOrkestret skal til Østrig og Japan

Som tyvstart på koncertsæsonen 2018-19 rejser DR SymfoniOrkestret 26. august til Østrig. Her er orkestret inviteret til at spille på den fornemme Grafenegg Festival, som er spækket med stjernenavne som Wiener Filharmonikerne, Dresdens Statskapel og violinisterne Hilary Hahn og Nikolaj Znaider.

På festivalens berømte friluftsscene bliver det østrigske publikum de første europæere, der kan opleve Bent Sørensens nye værk Evening Land.  Værket blev sidste år uropført af New York Filharmonikerne, og i New York Times blev musikken beskrevet som “intriguing”, “stirring” og “truly touching”.

Også Nielsens 4. symfoni og klaversolisten Rudolf Buchbinder er med DR SymfoniOrkestret og Fabio Luisi på scenen, så der er god grund til at forvente et kunstnerhold i topform, når orkestret den følgende uge indtager hjemmebanen i DR Koncertsalen med næsten samme program.


Friluftsscenen Wolkenturm er Grafenegg Festivalens vartegn

Stor turné til Japan

Op til sæsonstarten har DR SymfoniOrkestret samtidig offentliggjort, at orkestret for første gang nogensinde skal på koncertturné til Japan. Det sker i marts 2019, hvor Fabio Luisi vil stå i spidsen for en storstilet turné med 10 koncerter i syv forskellige byer.

Turen til Japan er del af det prestigefulde turnéprogram Toshiba Grand Concerts, og på programmet vil være både Bent Sørensens ‘Evening Land’, Carl Nielsens Nielsens Maskarade-ouverture og en række romantiske værker.

Kim Bohr, der er chef for DR Kor & Orkestre, er spændt på turnéen:

”At komme til Japan har været en drøm for DR SymfoniOrkestret i mange år, og at vi nu er blevet inviteret på en så flot og omfangsrig turné er virkelig et bevis på, at DR SymfoniOrkestret i dag regnes blandt Europas førende orkestre.”

Sådan så det ud, da DR SymfoniOrkestret og Fabio Luisi i 2017 var på turné til USA