Den 27-årige sydafrikanske singer-songwriter Alice Phoebe Lou optrådte i en tidlig alder som ilddanser og gademusikant, men nu kan du opleve et af de mest lovende indiepop-navne og hendes unikke lyd formet af scenekunst og nærvær i Studie 2.
Koncerten med Alice Phoebe Lou den 30. april 2021 er udsat til den 15. september 2021. Har du billet til koncerten, vil du blive kontaktet af DR Koncerthusets kundecenter på mail. Din billet er også gyldig til den nye koncertdato. Hvis du har bestilt mad eller drikke i vores bar eller restaurant, vil dette automatisk blive flyttet til den nye dato. Læs mere om DR Koncerthusets forholdsregler vedr. Covid-19
For mange unge musikere er gademusikken en vej til at blive opdaget. Men for Alice Phoebe Lou har det også været en mulighed for at søge ind i sig selv og sin musik. Den 27-årige sydafrikaner er nemlig en singer-songwriter med baggrund som ilddanser og siden som gademusikant både i hjemlandet og Europa. Fire år efter albumdebuten jages hun ikke overraskende af de helt store pladeselskaber og nu kan du opleve et af de mest lovende indiepop-navne og hendes unikke lyd formet af scenekunst og -nærvær i Studie 2.
Alice Phoebe Lou havde allerede igennem flere år været et kendt navn ved de berlinske søndagsloppemarkeder som gademusikant, da hun i 2016 albumdebuterede med ‘Orbit’, der er en personlig skildring af hendes frie tilgang til livet og en hyldest til ungdommens rodløshed. Her introducerede hun sin ligefremme DIY-stil og kompromisløse dekupage af blues-, synth- og folk-elementer, der er lige så jordnær i sin lyrik, som er den vægtløs i sine melodier.
Dette indbydende mix fra en sangskriver med sans for både realiteter og drømme gav hende en voksende fanbase, der kun tog til i 2019 med albumopfølgeren ‘Paper Castles’, hvor Alice Phoebe Lou går tættere på temaer som køn, selvkærlighed og personlige fortællinger fra hjemlandet Sydafrika.
Med hjælp fra sin æteriske stemme og varme vibe skaber Alice Phoebe Lou et rum i sin musik, der vokser sig større, alt imens sydafrikanerens fysiske væsen synes at kunne pakkes ind i en tændstikæske og giver albuerum til de velspillede instrumenter omkring sig. Som på nummeret ‘Galaxies’, hvor sydafrikaneren undersøger sin egen plads i universet til tonerne af en jazzet rytmik, tilbagelænet guitar og sødmefyldte synths.
I foråret 2020 blev et af de tydelige beviser på Alice Phoebe Lous særlige evner som livemusiker foreviget, da albummet ”Live at Funkhaus, 2019” så dagens lys.
Senest har hun udgivet den længselsfulde ”Touch’” samt det elektriske indiepop-hit ”Witches”. Begge singler synes at indlede et nyt musikalsk kapitel for Alice Phoebe Lou, uden hun går på kompromis med sig selv og sin natur.
Få en lille smagsprøve på hvad du har i vente her: