Det bliver svært at sidde stille på sæderne når Alphabeat byder op til dans, fællessang og en ordentlig popfest i Koncertsalen på deres ”12 Nights of Thunder” tour.
Alphabeat har prøvet næsten alt. De har hittet i udlandet, spillet festivaler over hele Europa og gæstet stort set alle spillesteder i Danmark. En ting har de dog aldrig prøvet, og det er at spille i de store danske koncertsale for et siddende publikum – men det bliver der lavet om på nu.
Oplev en unik aften med det genforenede band i DR Koncerthuset når Alphabeat starter en vaskeægte popfest i Koncertsalen i forbindelse med deres ”12 Nights of Thunder” tour i Danmark.
”Vi glæder os helt vildt til at stå i de danske koncertsale. Vi har aldrig prøvet det før. Og det med at prøve noget nyt er i det hele taget noget vi har dyrket og opsøgt, siden vi fandt sammen igen. Det skaber en nødvendig spænding for os – som at stå på scenen sammen for allerførste gang,” fortæller forsanger Stine Bramsen, der sammen med drengene i Alphabeat senest har udgivet det yderst anmelderroste comeback-album, ”Don’t Know What’s Cool Anymore”.
Ideen til ”12 Nights Of Thunder” opstod på Alphabeats fuldstændig udsolgte Danmarksturne, på landets mindre spillesteder, i februar måned. Her havde bandet lavet en akustisk fortolkning af ”10.000 Nights Of Thunder”, hvor publikum og Anders SG ender med at synge store dele af sangen sammen acapella.
”Da vi spillede den akustiske udgave af ”10.000 Nights” på sidste tour, oplevede vi hvordan en af vores festsange pludseligt fik et helt andet liv. Midt i en koncert fyldt med laser-lys og røg, opstod der en særlig fællesskabsfølelse mellem os og publikum – og det er den følelse vi gerne vil afsøge yderligere. Vi skal helt ind under huden på folk, synge sammen og forhåbentlig ender vi med at danse på stolene,” fortæller Anders SG med et smil.