Rued Langgaards spektakulære kirkeopera Antikrist er et musikværk uden lige – et dybtfølt personligt opgør med den moderne verden, som Langgaard mente var faldet i hænderne på mørkets kræfter. Oplev operaen med dirigenten Thomas Dausgaard i spidsen for et stærkt sangerhold med bl.a. Johan Reuter.
Denne koncert er aflyst i henhold til de gældende retningslinjer for kulturarrangementer. Har du billet til koncerten, kontakter DR Koncerthuset dig direkte på mail. Hvis du har bestilt mad eller drikke i vores bar eller restaurant og betalt på forhånd, refunderes bestillingen automatisk sammen med billetten.
Læs mere om DR Koncerthusets forholdsregler vedr. Covid-19
—
Rued Langgaard var på højden af sin kunst, da han i begyndelsen af 1920’erne komponerede kirkeoperaen Antikrist. Her samler han sine visionære tanker i et dybt originalt storværk, hvor lysets og mørkets kræfter støder sammen i et kosmisk opgør om verdensherredømmet.
Langgaard fortæller om hvordan Antikrist vildleder menneskets skrøbelige sjæl. Operaen var provokerende og så avanceret for sin tid, at det blev afvist af Det Kongelige Teater. Først i 1980, flere årtier efter Langgaards død, blev Antikrist spillet – af DR SymfoniOrkestret – og dansk musik blev et genialt kunstværk rigere.
Antikrist har i dag fået international anerkendelse. Det skyldes ikke mindst dirigenten Thomas Dausgaard, der i 2002 stod for den første sceniske opførelse i Danmark af Antikrist og også lavede en fremragende indspilning. Han er vor tids førende Langgaard-dirigent og har sammensat et hold af danske topsangere til denne storslåede koncertopførelse af Langgaards spektakulære hovedværk.
Solist Magnus Vigilius erstattes af Peter Lodahl
Vær opmærksom på, at koncerten er en del af DR Symfoniorkestrets koncertpakke Himmelske stemmer, hvor du kan få 15% rabat – Læs mere her