Oplev en musikalsk gigantpræstation, når chefdirigent Ádám Fischer leder Danmarks Underholdningsorkester gennem alle Beethovens ni symfonier i løbet af fire koncerter over to dage i Koncertsalen. Koncerterne er orkestrets entusiastiske fødselsdagshilsen til komponisten, som fylder 250 år i år. Ved denne 2. del af marathonet spilles Symfoni nr. 4 og 5.
Du har mulighed for at opleve alle Beethovens ni symfonier fordelt over fire koncerter – du kan nemlig købe partoutbilletter til hele oplevelsen.
”Beethoven Marathon” er en unik mulighed for at opleve det gnistrende og prisbelønnede samspil mellem orkester og dirigent.
Beethovens liv og samtid vil også blive formidlet til koncerterne i form af små tekstvignetter i takt med at symfonierne præsenteres i kronologisk rækkefølge. De små poetiske og humoristiske tekster er skrevet af manuskriptforfatter Jesper Malmose og bliver lagt i hænderne på skuespiller Rosalinde Mynster, som vil fremføre dem forud for hver symfoni for at introducere musikken og skabe en ramme om koncerterne.
Det frodige samarbejde mellem Ádám Fischer og Danmarks Underholdningsorkester blev i januar 2020 hædret med en af verdens fornemste musikpriser: ”International Classic Music Award” (ICMA) for Beethoven-udgivelsen.
Symfonierne har været en bærende del af Ádám Fischers og Danmarks Underholdningsorkesters koncertprogram, siden orkestret blev etableret som selvstændigt, musikerejet orkester i 2015.
“Ádám Fischers Beethovenprojekt er slet og ret banebrydende”, slog Dagbladet Information fast, da Danmarks Underholdningsorkesters samlede indspilning af Beethovens symfonier udkom i maj 2019. Mens det fra BBC 3’s anmelder lød: “I was blown away by this set.”
Beethovens symfonier er centrale i europæisk kulturhistorie, og ”Beethoven Marathon” giver en sjælden mulighed for at opleve komponistens musikalske visioner i den allermest koncentrerede form. Ikke mange orkestre i verden vover at spille alle ni symfonier i løbet af en enkelt weekend, men Ádám Fischer og Danmarks Underholdningsorkester tør!
12.-13. september kan du opleve magien fra en samlet opførelse af alle Beethovens ni symfonier i Koncertsalen.
Program Beethoven Marathon 2:
Symfoni nr. 4 i B-dur
Symfoni nr. 5 i c-mol (Skæbnesymfonien)
Ádám Fischer (f. 1949) har været chefdirigent for Underholdningsorkestret siden 1998. Han er en efterspurgt dirigent inden for såvel opera- som koncertrepertoiret og har samarbejdet med en lang række førende internationale koncert- og operahuse – herunder Wiener Staatsoper, La Scala, Metropolitan, Wiener Philharmonikerne, Berliner Filharmonikerne og London Philharmonic. Presto Classical – den førende britiske online webshop for klassisk musik – kårede i 2019 Ádam Fischer som “Conductor of the Year 2019” og skrev blandt andet: ”At 70, the Hungarian conductor seems to be hitting his absolute prime.”
Danmarks Underholdningsorkester er landets eneste musikerejede orkester indenfor klassisk musik. Orkestret har 80 års historie som professionelt ensemble og kendetegnes ved entusiasme, musikalsk mod og kunstnerisk fandenivoldskhed. Orkestret har en skarpsleben profil inden for det klassiske repertoire, ikke mindst i kraft af det mere end 20-årige samarbejde med chefdirigent Ádám Fischer. Danmarks Underholdningsorkester har desuden en stærk identitet i at være et orkester for og med alle – at være en brobygger mellem klassisk og populær musik, mellem generationer og mellem landsdele.
VIGTIGT: Vi gør opmærksom på, at koncerterne vil blive filmet med henblik på TV- og videoudgivelse.
PODCAST: ‘Beethoven Med Nye Ører’
Som optakt til koncerterne har orkestret lavet en podcast på 9 afsnit, som giver et spændende indblik i hver enkelt symfoni.
9 forskellige kendte personligheder fortæller om deres forhold til Beethoven, og musikhistoriker Søren Schauser byder ind med både musikteoretiske forklaringer, sjove anekdoter og historisk viden om Beethoven.
Find podcasten her: http://underholdningsorkester.dk/podcast/
Læs meget mere om vores fejring af Beethoven her
Denne koncert gennemføres med reduceret publikum for at overholde de gældende retningslinjer vedr. Covid-19. Har du billet til koncerten, kontaktes du direkte af DR Koncerthuset senest to uger inden koncerten. Læs mere om DR Koncerthusets forholdsregler vedr. Covid-19