Glæd dig til en særlig udgave af ’De skønneste kor’! Over 200 medvirkende fra bl.a. DR Koncertkoret og DR Symfoniorkestret tager dig med til populære destinationer som Venedig, Mallorca og Sydfrankrig gennem storslåede korværker af bl.a. Puccini, Verdi, Strauss og Bizet.
De skønneste kor er blevet et af de absolutte højdepunkter i DR Koncerthusets koncertkalender, som hvert år samler et stort publikum og et imponerende antal medvirkende på scenen i Koncertsalen. For når to kor og et symfoniorkester går sammen om at opføre en perlerække af de bedste værker for kor og orkester, kan det føles som om taget løfter sig – ikke bare en, men mange gange undervejs!
I år præsenterer DR Koncertkoret, DR Juniorkoret og DR Symfoniorkestret en særlig sommerudgave af de populære Skønneste kor-koncerter for at markere, at sommerferien er på vej – og dermed også planer og drømme om alverdens spændende rejsedestinationer.
Kom med på fem kvarters vild rundrejse gennem nogle af de mest kendte og elskede korværker i operarepertoiret med stop i bl.a. Venedig, Wien, Sydfrankrig, Mallorca, Egypten og Japan – med musik af bl.a. Puccini, Verdi, Elgar, Strauss og Bizet – og mange flere.
Den naturlige hovedrolle i koncerten har DR Koncertkoret, som denne sæson fylder 90 år, og med på scenen i Koncertsalen er de unge sangere fra DR Juniorkoret og selvfølgelig DR Symfoniorkestret.
Årets gæstesolist er sopranen Sofie Elkjær-Jensen, som er en del af operaensemblet ved Det Kgl. Teater, og du har også selv mulighed for at få luftet stemmebåndene, når de mange medvirkende spiller op til en enkelt fællessang undervejs.
Koncerten kan også opleves den 3. juni 2023 klokken 17.00. Læs mere her
Læs om DR Koncertkorets 90 års jubilæum her