Den norske jazzkomet Marius Neset og DR Big Band stiller skarpt på albummet ”Tributes”, som er blevet kaldt ”genialt” og ”årets lækreste album” i international presse. Oplev Neset som både virtuos saxofonsolist og original komponist i Koncertsalen sammen med DR Big Band og chefdirigent Miho Hazama.
Saxofonisten og komponisten Marius Neset er en af de vigtigste stemmer på den europæiske jazzscene i dag. Med superlativer som ’sensationel’ og ’hot’ i international jazzpresse, en norsk Grammy og en nominering til Nordisk Råds Musikpris i bagagen kan Neset i dag rejse verden rundt, både med egne bands og – som denne aften – som feteret gæstekunstner.
Ligesom DR Big Bands chefdirigent Miho Hazama er Marius Neset udvalgt som en af de 25 kunstnere, som ifølge det amerikanske magasin DownBeat vil forme jazzens fremtid – på verdensplan. Denne aften mødes de to stærke personligheder i DR Koncerthuset foran DR Big Band, som har et tæt forhold til begge de unge kunstnere.
Marius Neset har indtil for nylig haft fast base i København, hvor han på én gang er blevet en vigtig del af det danske jazzmiljø og en ny, original stemme i international jazz. Hans særlige kombination af blændende teknik, virtuos improvisation og en enorm genremæssig spændvidde har gjort ham kendt som ’den nye Jan Garbarek’, og foruden DR Big Band tæller hans mange prominente samarbejdspartnere bl.a. London Sinfonietta, Trondheim Jazz Orchestra og ikonet Django Bates.
Nu præsenterer DR Big Band, chefdirigent Miho Hazama og Marius Neset en aften med numre fra deres fælles album ”Tributes”, som udkommer på det anerkendte tyske pladeselskab ACT og er resultatet af et helt års intenst samarbejde mellem Neset, Hazama og bandet. Her er bl.a. titelværket ”Tributes”, en større jazzsuite komponeret specielt til DR Big Band med satser som bl.a. ”Children’s Day” – en hyldest til børnene – og ”Bicycle Town”, en hyldest til Nesets tidligere hjemby: København.
”Marius Neset is one of Europe’s most skilful and prolific newly risen jazz stars. He looks like the young Leonardo DiCaprio and can sound like a fusion of Jan Garbarek and the late Michael Brecker.” The Guardian
Koncerten er en del af Copenhagen Jazz Festival 2021