DR Big Band åbner sæsonen med høj energi og virtuos vellyd fra saxofonisten Tim Garland, som bl.a. er kendt for sit Grammy-vindende samarbejde med Chick Corea. Oplev Garlands enorme spændvidde som både saxofonsolist, komponist og dirigent i denne længe ventede debut med DR Big Band.
Der er ikke mange saxofonister i verden, der ikke drømmer om at spille så fløjlsblødt, lækkert, virtuost, tight og energisk som engelske Tim Garland.
Gennem mere end 10 år har hans eminente spil gjort ham til Chick Coreas foretrukne saxofonist, og sammen vandt de i 2009 en Grammy Award for Best Instrumental Jazz Album.
Men Tim Garland er meget mere end en formidabel musiker. Med en baggrund i både jazzen og klassisk kompositionsmusik er han en komponist og arrangør, der både forstår at udnytte og udfordre rammerne for mange forskellige ensembletyper.
Her er muligheden for at opleve Tim Garland i dobbeltrollen som komponist og saxofonsolist i DR Koncerthuset sammen med DR Big Band. Det bliver første gang, de optræder sammen, men med pladeselskabet Edition Records som fælles ramme har de længe ønsket at møde hinanden.
Det bliver uden tvivl en højenergisk aften, som bl.a. byder på en række af Garlands originale og veldrejede numre fra en imponerende karriere og ikke mindst premieren på masser af helt nye toner, som Tim Garland har skrevet specielt til sine nye venner i DR Big Band.