Den amerikanske pianist og komponist, Dustin O'Halloran gæster Studie 2 med sin inderlige, hjerteskærende musik, der lige så meget er en elegant øvelse i nuance og ynde, som det er et rent, intuitivt og personligt udtryk. Med sig i bagagen har han flere anmelderroste udgivelser som både solist og filmkomponist. På denne tour får han på scenen selskab af en helt særlig gæst i form af cellisten Clarice Jensen.
I begyndelsen af 2019 signede den amerikanske pianist og komponist, Dustin O’Halloran med det anerkendte klassiske musiklabel Deutsche Grammophon, hvorfra hans seneste album Silfur (2021) er udgivet. Hans første udgivelse på pladeselskabet var EP’en Sundoor (2019), som byder på et stykke på 20 minutter med titlen ‘196 Hz’; en komposition adapteret fra den tværfaglige, amerikanske kunstner Slater Bradleys ”Sundoor At World’s End”. Førnævnte Silfur, O’Hallorans første fuldlængde album i et årti, indeholder genskabte versioner af udvalgte sange fra hans katalog og undersøger tid og sted.
Dustin O’Halloran udgav sit første soloalbum, Piano Solos, i 2004. Numre herfra blev hørt af Brian Reitzell, som sendte dem videre til Sofia Coppola, der på tidspunktet arbejdede på hendes manuskript til Marie Antoinette. Hun inviterede O’Halloran til at bidrage med musik til filmen, hvilket blev hans gennembrud som filmkomponist. Numrene blev efterfølgende inkluderet i hans andet soloalbum Piano Solos Vol. 2 (2006).
Efter de to Piano Solos fulgte O’Hallorans tredje og fjerde soloalbum Vorleben (2010) og Lumiere (2011), sidstnævnte mixed af Jóhann Jóhannsson. Samtidig med at han komponerede filmmusik, udgav det band, som O’Halloran er medlem af, deres selvbetitlede debut A Winged Victory For The Sullen (2011) i samarbejde med Stars Of The Lids Adam Wiltzie.
Foruden udgivelser i eget navn og sammen med sit band har O’Halloran også arbejdet som producer på Katy Perrys ”Into Me You See”, samarbejdet med Gyda Valtýsdóttir på EP’en 3 Movements (2016) samt optrådt på Leonard Cohens posthume album Thanks For The Dance (2019).
Den 26. oktober gæster han Studie 2, hvor han på scenen får selskab af en helt særlig gæst cellisten Clarice Jensen.
Special guest: Clarice Jensen
Clarice Jensen er en komponist og cellist baseret i Brooklyn, NYC, som er uddannet med en BM og MM fra Juilliard School. Som soloartist har Clarice udviklet en karakteristisk kompositorisk tilgang, hvor hun improviserer og lagrer sin cello gennem skiftende loops og en kæde af elektroniske effekter for at åbne og udforske en række rige, drone-baserede lydfelter.
Pulserende, instinktivt og fuld af farver; hendes arbejde er fordybende, præget af en vidunderlig følelse af tilbageholdenhed og en næsten hallucinatorisk klarhed. Med hendes meditative lyd med en skulpturel skarphed og stringens, der adskiller den fra rækken af New Age / DIY-dronere, har hun skabt en meget elegant og præcis vision.