Efter flere års fravær fra de danske scener vender Efterklang tilbage med et nyt album og besøger DR Koncerthuset. Special guest er Jacob Kirkegaard, som du kan opleve, inden bandet går på scenen.
Koncerten kan også opleves den 5. november
Repertoiret i Koncertsalen vil både indeholde materiale fra Efterklangs internationalt kendte bagkatalog og ny musik fra deres kommende album.
Den 20. september udsender Efterklang deres længe ventede album under titlen ’Altid sammen’. For første gang i bandets karriere er alle pladens tekster på dansk. Det er deres første fuldlængde-album siden 2012.
Nogle af kompositionerne opføres for allerførste gang live til koncerten i Koncertsalen. Yderligere kan publikum se frem til, at Efterklangs grundkonstellation får tilføjet udvalgte musikere specielt til lejligheden.
”Det er første gang siden 2014, at vi spiller sange fra vores bagkatalog, og samtidig spiller vi helt nye sange. Vi har samlet et virkelig spændende band med musikere fra Norge, Litauen, Belgien og Danmark” fortæller Rasmus Stolberg om, hvad publikum kan forvente at opleve på scenen i København.
Rasmus Stolberg fra Efterklang fortæller om baggrunden for koncerten i København:
”Det var vores største ønske, at denne koncert skulle finde sted i Koncertsalen i DR Koncerthuset, som efter vores mening har udviklet sig til et af de bedste steder at opleve livemusik i København.”
Efterklang, bestående af barndomsvennerne Mads Brauer, Casper Clausen og Rasmus Stolberg, har gennem deres minutiøse og ultra-gennemarbejdede lydunivers skabt et helt særegent renommé, der har løftet dem ind i en særlig liga med et dedikeret og stort publikum.
Bandet er kendetegnet ved deres originale og konstant foranderlige tilgang til deres bandidentitet. Udover en række banebrydende pladeudgivelser har Efterklang arbejdet indenfor differentierede udtryk som opera, film, sågar en musikalsk arktisk ekspedition, samt en uendelig interessant række af musikalske samarbejdspartnere – ortodokse som en række af symfoniorkestre og f.eks Budgie (Peter Edward Clarke) fra legendariske Siouxsie and the Banshees til uortodokse som rengøringspersonalet fra et kendt europæisk operahus – og et endeligt opgør med bandets egen fortælling under titlen ’The Last Concert’, der i 2014 varslede et nybrud for fremtiden.
Du kan få en fornemmelse af, hvordan Efterklang lyder, når de tager favntag med det danske sprog på singlen ”Vi er uendelig” – musikvideoen optræder Helena Christensen og er en hyldest til en ikonisk Johnny Hallyday TV-optræden tilbage fra 1964:
Fotokredit: Ida Hermansen
SPECIAL GUEST: JACOB KIRKEGAARD
Jacob Kirkegaard er Danmarks store og internationalt anerkendte field-recording artist. Han har præsenteret sine lydværker på gallerier, museer, biennaler og koncertrum over hele verden, herunder MoMA i New York, LOUISIANA – Museum for moderne kunst, Marmorkirken og ARoS i Danmark, The Menil Collection og Rothko Chapel i Houston, The Sydney Biennale i Australien, Aichi Triennale i Nagoya, Mori Kunstmuseum i Tokyo, Japan.
Jacob Kirkegaards værker behandler temaer som radioaktivitet i Tjernobyl og Fukushima, smeltende is i Arktis, grænsemure i Palæstina og toner- otoakustiske emissioner – genereret fra selve det menneskelige øre.
I Koncerthuset fremfører Jacob Kirkegaard en danmarkspremiere på sit seneste værk TESTIMONIUM:
TESTIMONIUM er et 8-kanals nyt lydværk af Jacob Kirkegaard, skabt af lydoptagelser fra affald, spildevand, affaldssortering og rensningsanlæg i Danmark og fra en af verdens største lossepladser Dandora dumpsite i Nairobi, Kenya.
Med lydsensorer begravet i endeløse bjerge af organisk affald, hydrofoner nedsunket i spildevand og forurenede floder, mikrofoner ved håndsorteret metal eller maskinsorteret glas, over sortsvedne landskaber af brændende plastisk – udfoldes et intimt portræt af menneskehedens efterladenskaber og tilknyttede industri.
TESTIMONIUM er en bittersød hyldest til menneskehedens mødding og metamorfose – et levende vidnesbyrd til de kommende generationer. TESTIMONIUM er også et filmisk værk. Dette vil møde publikum ved ankomsten i DR Koncerthusets store foyer, hvorimod lydværket fremføres – live i Koncertsalen
Jacob Kirkegaard kan opleves før Efterklang går på scenen.