Oplev to af de mest farverige franske musikværker: Dukas’ berømte symfoniske digt Troldmandens lærling – bl.a. kendt fra filmen ”Fantasia” – og Debussys stemningsfulde La mer. Koncerten åbner med uropførelsen af Poul Ruders’ nye koncert skrevet til Danmarks store akkordeon-stjerne Bjarke Mogensen.
Fransk orkestermusik er en helt særlig verden. Fuld af farver, dufte og sanseindtryk. Musikken kræver virtuost spil, ikke mindst i orkesterværket Troldmandens lærling, skrevet af Paul Dukas. Det er en magisk orkesterfortælling om Merlins hjælper, der mister grebet om tryllestavens kraft, så hele troldmandsværkstedet bliver levende.
Et andet pragteksempel er Debussys store orkesterdigt om havet, La Mer. I musikkens tre satser tegner Debussy tre billeder af det store hav, der er evigt i bevægelse. La Mer er et betagende naturdrama og et af de vigtigste impressionistiske musikværker, der er skrevet.
Dirigenten ved denne koncert er Fabien Gabel fra Frankrig, som har et nært forhold til den franske musiks særlige stil. Aftenens solist er Bjarke Mogensen på akkordeon – af mange regnet for en af de bedste akkordeonister i verden. Denne aften uropfører han en ny akkordeonkoncert af Poul Ruders, skrevet specielt til ham.
Download programmet her
Se orkesterlisten her