Göteborg Symfoniorkester har en af tidens mest spændende kunstnere som chefdirigent, den kun 34-årige Santtu-Matias Rouvali fra Finland. I deres samarbejde bliver musikken elektrisk – ikke mindst, når musikken er dramatisk som denne aften: Tjajkovskijs 5. symfoni og Sjostakovitjs 2. klaverkoncert.
Sveriges nationalorkester kommer ikke fra Stockholm, men fra landets næststørste by Göteborg. Og Göteborg Symfoniorkester har et imponerende højt niveau, der i over 100 år har gjort det til et af Nordens allerbedste orkestre.
Stemningen i Göteborg Symfoniorkester er blevet elektrisk, efter at man i 2017 fik fat på den sensationelle Santtu-Matias Rouvali som chefdirigent. Den unge finske dirigent er en uortodoks musiker, der genskaber den klassiske musik med et stærkt nærvær i nuet. Og hans orkester er forbundet med ham med nærmest magiske kræfter.
Ved dette gæstespil kan man høre Rouvali og Göteborg Symfoniorkester i en hudløs symfoni, der passer dem perfekt: Tjajkovskijs 5. Symfoni, som med stor orkestral pragt beskriver nervernes kamp i menneskesjælen. I Sjostakovitjs Klaverkoncert nr. 2 ligger dybderne i mange lag under den optimistiske overflade. Og det sprog forstår den russiske pianist Alexander Melnikov som få andre.
Denne koncert gennemføres med reduceret publikum for at overholde de gældende retningslinjer vedr. Covid-19. Har du billet til koncerten, kontaktes du direkte af DR Koncerthuset senest to uger inden koncerten. Læs mere om DR Koncerthusets forholdsregler vedr. Covid-19