Kom og oplev nogle af de mest interessante navne fra det danske vækstlag lige nu, når DR og Bandakademiet inviterer til KarriereKanonens semifinale med 10 overraskende, inspirerende og intime showcase-koncerter i DR Koncerthusets Studie 2 og 3. Til koncerterne fyrer vi op for den gode stemning med nedsatte priser på fadøl hele aftenen i barerne ved Studie 2 og 3.
10 musikalske stjernefrø skal vise deres talent, når det anerkendte og populære talentprojekt KarriereKanonen skyder gang i en semifinale med showcase-koncerter i Studie 2 og 3. Publikum kan forvente et brag af en fest med lyden af de mest interessante navne fra det danske vækstlag lige nu.
Du kan opleve følgende stjernefrø:
Bbybites, BAADS, Graa, Såforsatan, Malte, Frisk Luft, SIRO, TERESE, SINCE og Føl Som.
Karrierekanonen handler om musikalsk nysgerrighed og interesse for, hvad den danske musik kan – også i fremtiden. KarriereKanonen har i år peget på disse 10 udvalgte bands eller solister, som de mener, har potentiale til at blive de næste store stjerner.
Mellem koncerterne guider P3-værterne Pelle Peter Jencel og Andrew Moyo dig sikkert gennem aftenen, så kom og fest med og vær en del af den unikke oplevelse, det er at opleve 10 bands spille en af deres allerførste koncerter nogensinde.
Semifinalisterne spiller desuden om en plads i KarriereKanonens finale, der finder sted på SPOT i Aarhus til maj. Kun fem bands går videre efter semifinalen.
KarriereKanonen er et samarbejde mellem DR og Bandakademiet og har afviklet det landsdækkende talentprojekt og konkurrence siden 2002, hvor navne som Magtens Korridorer, Marie Key, The Minds of 99, Katinka, k-Phax., Moody, Ravi Kuma og Patina alle har vundet KarriereKanonen gennem tidens løb.
Aftenen sluttes af med en gedigen efterfest med DJ Pelle Peter Jencel, der sørger for at afslutte aftenen med manér. Efterfesten finder sted i Studie 2 og slutter kl. 23.30.