Det slovenske art-band Laibach benævnes som pionerer indenfor musikalske genrer som industriel og techno, og når kunstfænomenet indtager DR Koncerthuset, bliver det med et eksklusivt dobbeltevent med både koncert- og filmoplevelse på programmet.
Publikum har en unik oplevelse i vente, når Laibach lander i DR Koncerthusets Studie2. På aftenen folder gruppen sig ud med en fuldbåren koncert bestående af retrospektivt materiale, der spænder fra de tidlige år frem til nu. Men allerede inden koncerten, vises ”Liberation Day”, som er en dokumentarfilm ja nærmest musical om Laibachs kontroversielle og bizarre koncertturne i Nordkorea.
Det er værd at bemærke, at der er to billetkategorier. Billetter til filmen + koncerten er udsolgt, men det er stadig muligt at købe billet til koncerten.
Kombinationen af koncert og dokumentarfilm er præsenteres kun i København og London. Filmen introduceres i København af udvalgte medlemmer fra Laibach.
Laibach blev dannet den 1. juni 1980 i ’det revolutionære røde distrikt’ i industribyen Trbovlje i Slovenien, blot uger efter den totalitære kommunistleder: Tito afgik ved døden, og dermed udløste Jugoslaviens brutale selvdestruktion.
Gruppen er den musikalske og filosofiske division af kunstnerkollektivet: NSK (Neue Slowenische Kunst), som udover musik, også praktiserer discipliner som teater, film, grafik og kunst.
Avantgardisterne i Laibach har altid udfordret med deres uniformerede, totalitære og germanske æstetik. Laibach-navnet stammer fra det historiske tyske navn for Ljubljana, Sloveniens hovedstad.
Laibach og NSK er gennem tiden blevet beskyldt for både at være radikale venstreorienterede og fascister, ja endog ’folkets fjende’, og en overgang var de endda under forbud i hjemlandet.
Men Laibachs romantiske nazi-æstetik er tvetydig, og udtrykker nok snarere en ram kritik af fascismen selv, og Laibach har tidligere responderet på den megen kritik med deres ironiske, og knaldsorte, humoristiske særkende med sætningen: ”We are fascists as much as Hitler was a painter”
Få en forsmag på filmen ”Liberation Day” med traileren her:
Eventfoto © Maiken Kildegaard
Og hør den Slovenske stjernefilosof og kulturkritiker, Sjavoj Žižek give sin introduktion til det særegne møde mellem Laibach og Nordkorea her:
Hør endnu mere om fænomenet Laibach i dette indslag: