Den fremadstormende sangerinde Lous and The Yakuza bringer sine betagende popmelodier og minimalistiske R&B til Studie 2, når hun for første gang spiller koncert i Danmark. Debutsinglen "Dilemme" bragte hende uundgåeligt på alles læber og siden da har hun udgivet albummet Gore, hvorpå hun ubesværet sammenvæver forskellige stilarter med en særlig emotionel rigdom.
Lous and The Yakuzas debutsingle ”Dilemme”, der udkom i september 2019, fangede alles opmærksomhed inden for både musik-, mode- og kunstverdenen. Samme efterår indtog singlen også en plads på P3s liste over ugens uundgåelige, og siden da har Lous and The Yakuza fulgt op med albummet Gore, der viser hendes flair for betagende og alsidige popsange.
Ubesværet sammenvæver hun et subtilt sortiment af stilarter sammen i sin musik – fra minimalistisk R&B over melodisk trap til nuanceret pop sunget på fransk med lige store dele af klassisk elegance og moderne swagger.
Lous and The Yakuza, hvis borgerlige navn er Marie Pierra-Kakoma, er født i Congo og har skrevet sange siden hun var barn. Hun har siden boet i Rwanda og Belgien, som hun i dag er bosat i. Pierra-Kakoma fletter kontrasterne fra sin opvækst ind i sine sange, som indeholder en særlig emotionel rigdom, der har afsæt i de emner, den unge sangerinde har på hjerte. I 2020 udgav Lous and The Yakuza sit førnævnte debutalbum Gore, hvor de stilistiske skift og nuancer fra singlerne går igen og understreger hendes styrke for diversitet.
I marts 2022 udgav hun singlen ”Kisé”, og har sideløbende med sine musikalske udgivelser også været aldeles aktiv i mode- og kunstverdenen. Hun er blevet muse for det legendariske modehus Louis Vuitton, for hvem hun fortolkede den amerikanske digter Amanda Gormans værk ”The Hill We Climb” til en kampagne i 2020. Hendes malerier har været udstillet på gallerier i Paris.
Lous and The Yakuza skulle have spillet på Roskilde Festival i 2020 samt i Pumpehuset i 2021, som den globale pandemi desværre spændte ben for. Nu kan danske fans glæde sig til at opleve den congolesisk-belgisk sangerindes allerførste koncert på dansk jord, når hun indtager Studie 2.