Chefdirigent Fabio Luisi præsenterer musik af to komponister, som mesterligt skildrer menneskets kamp mellem lys og mørke. Bruckners romantiske 4. Symfoni er med sit imponerende format og klangdybde hans mest populære, og Mozarts Klaverkoncert nr. 17 er et af hans mest livfulde og veloplagte værker.
De majestætiske symfonier af Anton Bruckner bliver ofte sammenlignet med katedraler eller med bjerglandskaber. Det er imponerende musik, som giver sig god tid til at opbygge sin storhed. Men så udfolder de også et format, der ikke minder om noget andet, man kan opleve i en koncertsal.
Symfoni nr. 4 er det bedste sted at begynde, hvis man ikke har mødt Bruckners musik før. Symfonien er fuld af billeder – Bruckner selv associerede til en smuk solopgang, jægere til hest og middelalderens stolte riddere, når han forklarede musikkens forløb.
Koncerten byder også på musik af en anden østriger, nemlig selveste Mozart. Hans Klaverkoncert nr. 17 er et af hans mest veloplagte værker. Solisten er Yekwon Sunwoo, der vandt guldmedalje ved USA’s største klaverkonkurrence, Van Cliburn Konkurrencen, da den i 2017 senest blev afholdt. Han er en pianist, der fuldendt behersker den perlende og renfærdige perfektion, som er så typisk for Mozart.
Koncerten kan også opleves den 27. marts 2020 klokken 19.30. Læs mere her
Vær opmærksom på, at koncerten er en del af DR Symfoniorkestrets koncertpakke Himmelske torsdage, hvor du kan få 15% rabat – Læs mere her