En hymne til kærligheden! Sådan er Carl Nielsens ungdomsværk Hymnus amoris, der indfanger kærlighedens fortryllelse, jalousi og lykke. Fabio Luisi dirigerer værket for første gang sammen med Symfoni nr. 2, hvor Nielsen viser sin menneskeforstand, fuld af humor og skarpe iagttagelser.
Carl Nielsens første store værk for kor og orkester er en kærlighedshymne: Hymnus amoris. Her møder man kærlighedens forskellige stadier, hvor sangsolister og to store kor træder frem med en lovprisning af kærlighedens magt.
Nielsen var en fantastisk menneskekender, og i sin Symfoni nr. 2 beskriver han fire forskellige mennesketyper – også kendt som ”de fire temperamenter”. Det begynder stormfuldt og hidsigt med det koleriske temperament, og ender jovialt med et portræt af den muntre, lalleglade type. Find dig selv – og dem du kender – i Carl Nielsen Symfoni nr. 2!
Koncerten begynder med Nielsens populære rapsodi Fantasirejse til Færøerne, et af hans mange tonedigte for orkester, som her for første gang dirigeres af Fabio Luisi.
Alt i alt en sjælden mulighed for at opleve tre af Nielsens mest dynamiske og farverige værker med Fabio Luisi i spidsen for DR Symfoniorkestret og de mange sangere i DR Juniorkoret, DR Koncertkoret og bl.a. den amerikanske sopran Liv Redpath, som i disse år stormer frem på koncert- og operascener i USA og Europa. Hun har bl.a. været solist med Los Angeles Filharmonikerne, Cleveland Orkestret og på Deutsche Oper i Berlin, og til sommer skal hun bl.a. optræde på Komische Oper i Berlin og på Glyndebourne Festivalen.
Vær opmærksom på at koncerten er en del af DR Symfoniorkestrets koncertpakke “Nielsen, Nielsen, Nielsen!”, hvor du kan få 20% rabat – Læs mere her