Denne aften er en enestående chance for at opleve en af det 20. århundredes betydeligste operaer, den italienske komponist Luigi Dallapiccolas brændende intense Fangen. Operaen opføres i koncertversion af DR SymfoniOrkestret, stjernedirigenten Gianandrea Noseda og et internationalt solisthold.
Luigi Dallapiccolas opera Fangen er skrevet i årene efter 2. Verdenskrig, men foregår under den spanske inkvisition, hvor en politisk fange sidder indsat og afventer sin død. Efter at den herskende magt har tortureret ham, skal han nu straffes for sin overbevisning. Operaen beskriver fangens håb om frihed, der stadig lever – næsten til det sidste.
Fangen er et rystende værk. En kort, koncentreret og tankevækkende opera på under en time, som har fået klassikerstatus i efterkrigstidens musik.
Til denne koncertopførelse får DR SymfoniOrkestret besøg af den store italienske operadirigent Gianandrea Noseda og tre internationale sangsolister, som også medvirker på orkestrets efterfølgende cd-indspilning for pladeselskabet Chandos.
Se orkester- og korliste her
Hent programmet her