Vi gør det igen. Samler over 25 forskellige jazzmusikere på scenen for én enkelt aften i DR Koncerthuset. Sætter dem sammen i nye og overraskende konstellationer. Placerer dem foran det altid sprøde DR Big Band. Får smilet frem på dem og på dig.
Jazz rimer på varme og vildskab, verdensborger og vidtrækkende visum, værtshus og villatelt, visionær og vibrerende, vrøvlet og vildtvoksende, vemod og venskab. En lille smule violet velour.
Kom og få det hele d. 09. marts 2018, hvor P8 Jazz har komponeret et helt særligt program til dig med jazz fra de allerbedste hylder.
For tredje år i træk lægger DR Koncerthuset mørkerøde plyssæder til en anderledes musikalsk oplevelse, hvor unge og gamle musikere med forskellige udgangspunkter mødes og undersøger jazzens spændvidde på scenen. Fra det groovy og gyngende til det sarte og sjælelige.
Uanset om du er ny og nysgerrig i jazzland, eller om du allerede har garvede jazz-ører, så lad P8 Jazz tage dig i hånden og præsentere dig for en vifte af håndplukkede musikalske oplevelser denne tidlige forårsaften i 2018.
Koncerten sendes på DR K fredag den 9. marts 2018 klokken 21.00
Koncerten sendes live på P8 Jazz.