Med sin fantastiske stemme, sit nærvær og sine personlige fortællinger formår Søren Huss at ramme sit publikum som kun de færreste andre – dér, hvor man som lytter er allermest blottet og sårbar. Han er blandt landets bedste sangskrivere og er altid undervejs med nye sange, så mon ikke der vil være lidt overraskelser på sætlisten til foråret. Vi glæder os til igen at kunne byde Søren Huss en varm velkomst i Koncertsalen.
Ét døgn; længere tid gik der ikke før alle tre annoncerede koncerter i december 2022 var udsolgt. I starten af september annoncerede Søren Huss sit livecomeback og hvilken modtagelse! En overraskende, men smuk tilkendegivelse fra publikum oven på en indadvendt tid for den fynske sanger og sangskriver.
Derfor er det en stor glæde at vi kan annoncere DR Koncerthuset som et stop på Søren Huss’ forårstour. I mange år har han været garant for nærværende og smukke koncerter og denne bliver ingen undtagelse. Med sig bringer han sit orkester til at understøtte sine smukke kompositioner og stærke lyrik – på nye sange som på gamle kendinge.
Søren Huss har siden sit sidste besøg i Koncertsalen til to udsolgte koncerter i 2018 udgivet albummet ”Sort Og Hvid Til Evig Tid” i 2019, live-albummet ”En Helt Almindelig Koncert” med Copenhagen Phil i 2020 samt en række Toppen af poppen-singler.
Koncerten kan også opleves den 16. april 2023 klokken 20.00. Læs mere her