Kom med på en sjælden musikalsk tidsrejse tilbage til de allerførste spanske kolonier i 1500-tallets Sydamerika med DR Vokalensemblet og den prisvindende dirigent Peter Phillips. Oplev den rene, harmoniske renæssanceklang, som ledsagede de spanske pionerers fremfærd i den nye verden.
Da spanske soldater, sømænd og eventyrere satte kurs mod Latinamerika i 1500-tallet, havde de ikke bare deres stærke kristne tro med i bagagen. De medbragte også nogle af tidens bedste spanske komponister og musikere, som skulle hjælpe med at plante deres religiøse og musikalske fane på det nye, spændende kontinent.
Trods den livsfarlige rejse tværs over Atlanterhavet lykkedes det for et imponerende antal spanske pionerer at etablere sig på det nye kontinent, herunder en samling modige komponister og musikere, som kunne sørge for smuk, religiøs musik til de nybyggede katedraler og kirker i bl.a. Mexico.
De spanske komponister blev læremestre for en helt ny generation af indfødte, sydamerikanske komponister, som udviklede deres egen stil, og i dag er der ingen tvivl om, at lyden af den spanske og sydamerikanske kormusik er renæssancekunst af højeste karat.
Denne koncert er en sjælden mulighed for at opleve musikalske skatte, som kun meget sjældent opføres på vores breddegrader. I spidsen for DR Vokalensemblet er den prisvindende engelske dirigent Peter Phillips, som bl.a. præsenterer en nyfunden motet, som han selv opdagede sidste år i Mexicos Puebla Katedrals bibliotek, og som ikke er blevet opført i mere end 500 år.
Download program her
Koncerten kan også opleves den 18. januar 2023 klokken 19.30 i Trinitatis Kirke i København.
Læs mere her
Koncerten kan også opleves den 20. januar 2023 klokken 19.30 i Sorø Klosterkirke.
Læs mere her