Elsker man russisk musik, så er denne koncert ikke til at komme udenom. Oplev det bedste af Tjajkovskij og Rakhmaninov, spillet af den virtuose russiske pianist Nikolai Lugansky, og dirigeret af Yuri Temirkanov – en podiemagiker i særklasse.
De klassiske mesterværker fra Rusland har en følelsesrigdom og et drama, som er noget ganske særligt. To af de bedste eksempler kan man høre ved denne koncert, hvor musikken af Rakhmaninov og Tjajkovskij fortolkes af to store russiske musikere på besøg hos DR SymfoniOrkestret.
Rakhmaninovs Klaverkoncert nr. 3 er passioneret, melankolsk og berusende smuk. Pianisten har en nærmest umulig opgave, fordi klaverstemmen er så virtuos. Vi andre kan derimod blot lade Rakhmaninovs bølgende melodier rulle henover os. Rakhmaninovs Klaverkoncert nr. 3 er uden diskussion en af de mest medrivende i verden.
Solisten er den overlegne russiske klavervirtuos Nikolaj Luganskij, for hvem Rakhmaninovs musik er så naturlig som at trække vejret. Og russisk musik er også en livsopgave for Yuri Temirkanov, en af DR SymfoniOrkestrets yndlingsdirigenter, der slutter koncerten med Tjajkovskijs skæbnedrama, den 4. Symfoni.