DR Symfoniorkestret folder de store følelser ud i to romantiske værker. Dvoráks 9. symfoni rummer både hjemve og drama, og Elgars violinkoncert klinger vemodigt med en dyb poesi. Den norske violinist Vilde Frang og dirigent Krzysztof Urbánski er store personligheder, som stråler i dette repertoire.
Edward Elgars mægtige Violinkoncert er en af de største violinkoncerter af sin art. Over tre kvarter varer den, og klangligt og melodisk udfolder Elgar sig med al sin skaberkraft. Samtidig med musikkens stræbsomhed og høje mål har den en bevægende intimitet. ”Den er frygtelig emotionel, men den er god”, sagde Elgar selv!
”Fra den nye verden” kaldte Dvorak sin 9. Symfoni, fordi han komponerede musikken i USA. Amerikas storbyer og kultur satte Dvoraks tjekkiske baggrund i voldsomt relief. Han blev overvældet af både nye indtryk og en stærk hjemve, og det slår kraftigt igennem i musikken. Den berømte langsomme sats i symfonien giver et stik i hjertet – hver gang.
Stor romantisk musik kræver store personligheder, og dem møder man i Koncerthuset ved denne koncert. Den polske dirigent Krzysztof Urbánski er en af sin generations mest intense fortolkere, og Vilde Frang, Norges uforlignelige violinstjerne, er en kunstner, som altid har et personligt, medrivende bud på musikken.
Koncerten kan også opleves den 12. februar 2021 klokken 19.30. Læs mere her
Denne koncert gennemføres med reduceret publikum for at overholde de gældende retningslinjer vedr. Covid-19. Har du billet til koncerten, kontaktes du direkte af DR Koncerthuset senest to uger inden koncerten. Læs mere om DR Koncerthusets forholdsregler vedr. Covid-19