To af de største musikalske mesterværker fra det 20. århundrede: Bartóks Koncert for orkester er en storslået hyldest til livet, og Sjostakovitjs Violinkoncert nr. 1 er et af hans mest personlige værker, som i hænderne på Augustin Hadelich helt sikkert bliver en hjertegribende oplevelse.
Der er en overvældende livskraft i Bela Bartóks geniale Koncert for orkester. Bartók skrev musikken på trods af 2. Verdenskrigs hærgen, og hans Koncert for orkester fejrer ikke bare symfoniorkestrets magi, men også selve livsenergien. Det er uden diskussion et af det 20. århundredes musikalske mesterværker – og kræver et orkester i absolut topform, hvor alle mand sidder helt ude på kanten af stolen!
I Sovjetunionen kæmpede Dmitrij Sjostakovitj for menneskeligheden, der blev undertrykt af krig og tyranni. Hans Violinkoncert nr. 1 fra 1948 er et rystende drama, der hudløst udtrykker hans stærke humanistiske kamp. Musikken har så megen modstandskraft, at den først kunne opføres efter diktatoren Stalins død.
Koncertens dirigent er Juraj Valčuha, der for nyligt er udnævnt til chefdirigent for Houston Symfoniorkester i USA, og violinsolisten er Augustin Hadelich, en af verdens førende klassiske kunstnere, som har fået et tæt, gensidigt forhold til DR Symfoniorkestret.
Koncerten kan også opleves den 28. januar 2023 klokken 14.00. Læs mere her