Debussy og Stravinskijs geniale balletmusik står dugfrisk i dag, mere end 100 år efter at den revolutionerede musikkens verden. Oplev dyrisk vildskab i Le sacre du printemps, poesi og sanselighed i En fauns eftermiddag – og en helt ny harpekoncert af danske Martin Stauning med DR Symfoniorkestrets egen Zachary Hatcher som solist.
Denne koncert er aflyst i henhold til de gældende retningslinjer for kulturarrangementer. Har du billet til koncerten, kontakter DR Koncerthuset dig direkte på mail. Hvis du har bestilt mad eller drikke i vores bar eller restaurant og betalt på forhånd, refunderes bestillingen automatisk sammen med billetten. Læs mere om DR Koncerthusets forholdsregler vedr. Covid-19
En blød og sensuel fløjtesolo indleder Debussys magiske mesterværk Forspil til en fauns eftermiddag. Det er begyndelsen på et af de mest fantasifulde musikstykker, der nogensinde er skrevet – en poetisk drøm fra en mytologisk verden med fauner, nymfer og evig sommervarme.
Debussys genistreg har ikke mistet sin nyskabende musikmagi, siden stykket blev spillet første gang i 1894 i Paris. Det samme kan man sige om Stravinskijs ballet Le sacre du printemps (”Vårofferet”), som nok er det 20. århundredes mest skelsættende komposition. Engang en skandale, der var berygtet for skæve rytmer og dyrisk kropslighed – i dag et nøgleværk i de klassiske koncertsale.
Den populære amerikanske dirigent Joshua Weilerstein, vinder af Malko Konkurrencen, leder koncerten, og endnu en amerikaner er solist: Det er DR Symfoniorkestrets egen soloharpenist, 23-årige Zachary Hatcher, der uropfører en ny dansk harpekoncert af Martin Stauning.
Koncerten kan også opleves den 6. februar 2021 klokken 15.00. Læs mere her