DR Symfoniorkestret

Ind i musikken

4 Minutter

Alle tiders største filmkomponist fylder 90

Februar 2022.

Gennem 7 årtier har John Williams udmærket sig med sine episke, dramatiske og medrivende soundtracks. Alle tiders største filmkomponist fylder 90 i dag. Hør musikken og Jakob Stegelmann fortælle om Williams evne til at fortælle historier med musik.

Man vidste det ikke den gang, men 1932 skulle vise sig at blive et vigtigt år for filmindustrien. Det var nemlig det år, John Williams blev født. Fra et musikerhjem i Queens, New York, voksede han op til at blive den mest betydningsfulde filmkomponist, verden har set.

I dag fylder han 90. På samvittigheden har han nogle af filmhistoriens mest ikoniske soundtracks. Star Wars, Harry Potter, E.T., Jurassic Park, Indiana Jones, Schindler’s List, Munich, Dødens Gab og Superman er bare et udpluk af dem, som John Williams har lagt det musikalske fundament til.

Igennem hele 7 årtier har John Williams været aktiv filmkomponist, og som den eneste nogensinde har han modtaget Oscar-nomineringer i hvert eneste årti siden 1960’erne. Faktisk er han den næstmest nominerede person i Oscar-historien kun overgået af Walt Disney.

John Williams har en evne til at formidle episke universer gennem musik, så vi suges helt ind i filmenes virkelighed. Og han er nærmest fast mand på repertoiret, når DR Symfoniorkestret fortolker filmmusik.

Symfonisk medley

Lyt til et lille potpourri af John Williams største værker.

Stegelmann: Film skal høres i koncertsalen

Som filmkomponist har John Williams især udmærket sig ved sine episke orkesterværker, hvor eventyrlige universer bliver bragt til live. Det er storladent, intenst og harmonisk.

"Film fortæller historier, men det er jo ofte musikken, der skaber universerne, og det er det, John Williams mestrer," siger Jakob Stegelmann, der siden sit første møde med den gule tekst på stjernehimlen i åbningsscenen i Star Wars har været helt opslugt af John Williams’ magiske lyduniverser.

Det fortæller han mere om i koncerten 'Star Wars In Symphony', som du kan se her

I radioprogrammet Stegelmanns Score på P2 og DR Lyd dykker han i de næste to afsnit ned i John Williams’ enorme bagkatalog.

"John Williams varierer fra det elegante til de helt store tragedier. Og vi bliver ind imellem også mindet om, at hans rødder er i jazzmusikken," fortæller Jakob Stegelmann og slutter:

"Det er i virkeligheden John Williams’ skyld, at vi i dag siger, at film selvfølgelig skal ses i biografen, men de skal høres i koncertsalen."

Du kan lytte til Stegelmanns Score her

Jakob Stegelmann om sit idol

Star Wars, Harry Potter, E.T., Jurassic Park, Indiana Jones, Schindler’s List, Munich, Dødens Gab, Superman ...

Still going strong

Selvom han i dag runder 90 år, er der stadig masser af musik i John Williams. Han har senest været musikalsk konsulent på West Side Story (2021), og så er der en ny Indiana Jones film på vej, som han også leverer musik til.

Sidste år dirigerede han Filharmonien i Berlin i en koncert, hvor de spillede noget af det bedste af hans filmmusik. I anledning af hans fødselsdag sendes denne koncert på P2. Her kan du høre musik fra både Harry Potter, Jurassic Park, E.T. og selvfølgelig Star Wars.