Ny DR2-serie med Miho Hazama og DR Big Band
Hvad sker der, når en japansk jazzkomponist får lov til at rode med den danske sangskat? Se DR2's nye serie, hvor DR Big Bands chefdirigent Miho Hazama udforsker de kendte sange – og lyt til DR Big Bands indspilning af numrene på din streamingtjeneste.
Vi synger dem i skolen, på børneværelset, til højtider og familiefester. De danske sange binder os sammen i mange forskellige situationer og er en del af vores fælles, musikalske historie.
Men hvordan lyder melodierne og tonesproget for en kunstner, som kommer fra den anden side af kloden? Og hvad sker der, når hun får frie hænder til at bearbejde dem for et moderne jazzband?
Det kan man høre i DR2-serien “Hun roder med den danske sangskat”, hvor DR Big Bands japanske chefdirigent Miho Hazama dykker ned i danske sange sammen med bandets saxofonist Hans Ulrik – og på et nyt, digitalt album, som udkommer i forlængelse af serien.
Se hele serien “Hun roder med den danske sangskat” på DRTV
Kendte kulturpersonligheder
Undervejs i serien “Hu roder med den danske sangskat” møder Miho Hazama kendte danske kulturpersonligheder som Franz Beckerlee fra Gasolin og Frank Erichsen aka. Bonderøven, som hjælper hende med at forstå sangene og deres kontekst.
Det har været en spændende udfordring for den unge dirigent, som lærte de danske sange at kende undervejs:
For mig, som oprindeligt kommer fra Japan, var det en ny oplevelse at lære de gamle danske sange at kende, og det har været en spændende udfordring at forsøge at udvikle dem uden at ødelægge den originale melodi.
Lyt til sangene med DR Big Band
Som afslutning på hvert program i serien kan man høre Miho Hazamas eget bud på en ny version af de kendte sange, som hun har arrangeret specielt for DR Big Band.
Samtidig udkommer sangene på et digitalt album, så man også kan lytte til dem uden for tv-rammen. I første omgang udgives sangene enkeltvis, og den første af dem er singlen “Jeg er havren”, som Miho Hazama har givet en helt ny lyd.
Find singlen på din streamingtjeneste