Ny sæson med DR Big Band

I koncertsæsonen 2018-19 viser DR Big Band på én gang sine dybe danske rødder og sit internationale format med gæsteoptrædener og helt nye værker af unge nordiske jazzkometer – side om side med internationale ikoner som Eliane Elias, Branford Marsalis og Jim McNeely.

DR Big Bands nye koncertsæson, som skydes i gang til oktober,  er ’made in Denmark’ i mere end én forstand. Den unge danske mundharpevirtuos og komponist Mathias Heise er første stærke gæstekunstner i en sæson, hvor DR Big Band stiller skarpt på Danmark som brændpunkt for international jazz – både gennem nye nordiske navne og en række af de store internationale ikoner, der har formet bandets berømte ’sound’ gennem tiden.


DR Big Band med Mathias Heise

Åbningskoncerten med Mathias Heise i Studie 2 den 11. oktober bliver ikke bare en opvisning i ungt dansk talent og blændende solospil. DR Big Band lægger trumf på sæsonstarten ved at præsentere et spritnyt album med nye, originale kompositioner af den kun 24-årige Mathias Heise. En udgivelse, som viser bandets store passion for den helt nyskrevne musik og dermed er en passende start på en sæson, hvor DR Big Band præsenterer et væld af nye værker skrevet specielt til bandet.

Læs mere om koncerten “DR Big Band med Mathias Heise”


Genhør med Eliane Elias

En rød tråd gennem DR Big Bands nye sæson er et genhør med nogle af de stærke internationale personligheder, som har præget bandets berømte ’sound’ gennem årene. Først i rækken er den brasilianske jazzdiva Eliane Elias, der i dag fortsat topper jazz-hitlisterne med sin unikke blanding af latin og moderne jazz.

Når Elias vender tilbage til DR Big Band til oktober, kan publikum forvente et toptunet genhør med Elias’ Grammy-vindende samarbejde med bandet og Bob Brookmeyer for over 20 år siden – og samtidig føres stafetten fra dengang videre i et nyt spændende indspilningsprojekt med DR Big Band og arrangøren Ed Partyka, der er elev af Brookmeyer.

Læs mere om koncerten “DR Big Band præsenterer Eliane Elias”


Portræt af Jim McNeely

https://drkoncerthuset.dk/wp-content/uploads/2018/05/47654.jpg

Et andet lyslevende ikon fra DR Big Bands stolte fortid er den amerikanske pianist, komponist og arrangør Jim McNeely, som i november får sin egen, intime portrætkoncert i DR Koncerthusets Studie 4.

Ligesom Elias er McNeely i dag på toppen af sin karriere, og sammen med DR Big Band vil han præsentere sine egne favoritter fra adskillige årtier – ikke mindst de epokegørende år omkring årtusindskiftet, hvor McNeely var DR Big Bands chefdirigent og med til at forme den særlige cocktail af amerikansk og nordisk bigband-lyd, som har gjort bandet til en fortsat nøglespiller på den internationale jazzscene.

Læs mere om koncerten “Portrætkoncert: Jim McNeely”


Danske divaer

Med to stærke divaer fra den hjemlige jazzscene møder publikum senere på sæsonen to vidt forskellige musikalske profiler, som begge er blandt DR Big Bands favoritkunstnere, men aldrig før har været hovednavn for en hel koncert med bandet.

Sangerinden Sinne Eeg møder DR Big Band i en stemningsfuld blanding af jazzhits, egne favoritsange og helt nye numre i DR Koncertsalen, mens percussion-ekvilibristen Marilyn Mazur for første gang får sin helt egen aften med DR Big Band i Studie 2. Her venter publikum en overflod af rytmer, energi, stærke bigband-numre og ikke mindst et helt nyt værk, som DR Big Band har bestilt hos den dansk-amerikanske legende.

Læs mere om koncerten “DR Big Band præsenterer Sinne Eeg”
Læs mere om koncerten “DR Big Band med Marilyn Mazur”


Fænomenale saxofonister

To af DR Big Bands gæstesolister vil som afslutning på sæsonen levere saxofonspil i verdensklasse – om end med vidt forskelligt fortegn.

Den norske jazzkomet Marius Neset, som er uddannet og har base i København, er hovednavnet i en af sæsonens mest spændende koncerter i Studie 2. Her kan publikum opleve den 32-årige Neset som både virtuos saxofonsolist og komponist bag et nyt storværk skrevet specielt til DR Big Band, samtidig med at han præsenterer nogle af de numre som har gjort ham til et nyt nordisk verdensnavn, med tilnavnet ”den nye Jan Garbarek” og superlativer som ”et af de hotteste europæiske jazztalenter i mange år” i The Guardian.

Sæsonens store finale finder sted i DR Koncertsalen 29. marts, hvor den amerikanske stjernemusiker Branford Marsalis er sæsonens sidste gæstekunstner med DR Big Band. Marsalis er verdenskendt for sit sopran- og tenorsaxofonspil og sin ubesværede vekslen mellem jazz og klassisk, og det eksklusive topmøde mellem DR Big Band og Marsalis vil byde på en flot samling højdepunkter fra hans lange karriere på toppen af jazzen – og lidt til.

Læs mere om koncerten “DR Big Band præsenterer Marius Neset”
Læs mere om koncerten “DR Big Band præsenterer Branford Marsalis”

Jul og nytår med Curtis Stigers, Szhirley og Bobo Moreno

Traditionen tro fejrer DR Big Band jul og nytår både på hjemmebanen i DR Koncerthuset og på turné i hele Danmark. I december er solistparret Szhirley og Bobo Moreno centrum i et populært og velsmurt show, hvor julestemningen garanteret stiger et par grader. Der er både blues, inderlig jule-soul og swingende klassikere på menuen – blandt andet fra DR Big Bands to julealbums “Jazzin’ around Christmas” og “Merry Christmas, Baby!”.

Som en glamourøs start på 2019 inviterer DR Big Band til de populære “At the Sands”-koncerter med supercrooneren Curtis Stigers. Her er det Frank Sinatras legendariske The Sands-koncerter og en perlerække af 1950’erne og 60’ernes allerstørste evergreens, der er i fokus, og publikum kan glæde sig til et strålende genhør med klassikere som "Fly Me To The Moon" og "I’ve Got You Under My Skin" – og alle de andre….

Vel mødt i DR Big Bands nye sæson 2018-19!