Ny sæson med DR Big Band

Bigband-pioneren Carla Bley er første gæstekunstner i DR Big Bands nye sæson, hvor en række af jazzens modige frontløbere optræder side om side med store navne som Lisa Nilsson og Palle Mikkelborg.

Højdepunkter og nyt værk til DR Big Band

Til DR Big Bands første koncert i den nye sæson, som kan opleves i DR Koncerthuset og direkte på P8, medbringer newyorker-ikonet Carla Bley en række stærke musikalske højdepunkter fra de hele seks årtier, hvor hun har komponeret kompromisløst i det store orkesterformat. Men den amerikanske pianist, komponist og band-leader præsenterer også det helt nye værk ”Rollercoaster”, som er skrevet specielt til DR Big Band.

Carla Bley har selvfølgelig sin partner, bassisten Steve Swallow, med til København. Han har været en fast del af både hendes musikalske og private univers siden de to forelskede sig under en pladeindspilning i 1985.

Læs mere om koncerten med Carla Bley og Steve Swallow

Carla Bley

Premiere i Den Sorte Diamant

Der er spritny musik og originale eksperimenter på plakaten igen til november, hvor DR Big Band stiller skarpt på et stykke spændende danmarkshistorie i Den Sorte Diamant. Her er der premiere på Peter Jensens storværk Stand on your feet and fight, hvor komponisten leger med både historiske lydklip, nye bigband-toner og stærke billeder fra Det Kongelige Biblioteks unikke samling – alt sammen for at markere 100 året for Danmarks overdragelse af Vestindien til USA.

Det nye værk er bestilt i samarbejde mellem DR Big Band og Den Sorte Diamant og opføres også i Randers, Viborg og Nakskov, som alle har lokale spor af tiden, hvor Danmark var en kolonimagt.

Læs mere om koncerten ‘Stemmer fra Vestindien’

Peter Jensen

Django Bates og Helge Albin – og Sgt. Pepper

To stærke skikkelser fra DR Big Bands nære omverden, svenske Helge Albin og engelske Django Bates, er med til at fuldende billedet af en sæson, hvor bandet har fokus på store personligheder og vigtige frontløbere. Mens Helge Albin har været førende i svensk og nordisk bigband-jazz med sit Tolvan Big Band i Malmø lige siden 1979, har Django Bates været en nøglefigur for den unge generation af danske jazzmusikere, bl.a. som lærer på Det Rytmiske Musikkonservatorium i København.

De to kan i efteråret opleves ved to vidt forskellige koncerter i DR Koncerthuset: mens Albin er i centrum for en intens portrætkoncert i Studie 4, kommer Bates med sit originale greb om et af årets store, musikalske jubilæer: en toptunet bigband-hyldest til The Beatles’ legendariske Sgt. Pepper-album. Og mere pop og rock bliver det til, når Søren Møller og Michael Møller inviterer DR Big Band ind i deres ”indie”-univers.

Læs mere om Albin-koncerten
Læs mere om Sgt. Pepper-koncerten

Django Bates

Gensyn med store navne

I 2018 er det tid til gensyn med en vifte af kendte gæster og store navne, som har et særligt forhold til DR Big Band. Efter at den amerikanske crooner Curtis Stigers har skudt nytåret ind med de festlige og traditionsrige At the Sands koncerter i Koncertsalen, vil Palle Mikkelborg i februar tage publikum med på en stemningsfuld musikalsk tidsrejse ind i sit ikoniske 80’er-album Hommage…Once Upon a Time, og til marts kan fans af den svenske pop- og jazzdiva Lisa Nilsson se frem til en stjernekoncert fuld af Nilssons egne favoritnumre i DR Big Bands særlige turnering.

Læs mere om ‘At the Sands’ med Curtis Stigers
Læs mere om Palle Mikkelborg-koncerten
Læs mere om Lisa Nilsson-koncerten

Lisa Nilsson

Gennem hele DR Big Bands nye sæson kan bandet opleves både i DR Koncerthuset, på P8 Jazz og på turné rundt i hele Danmark.

Se alle sæsonens koncerter her

Se DR Big Bands koncerter rundt i Danmark her