Velkommen til en ny koncertsæson

Velkommen til en koncertsæson, hvor DR VokalEnsemblet og chefdirigent Marcus Creed lader ord og toner mødes i en vifte af medrivende musikalske fortællinger.

Det er ikke tilfældigt, at DR VokalEnsemblets har åbnet sin nye sæson med H.C. Andersens elskede eventyr Nattergalen. Med sin skønne forening af ord og toner er eventyret den oplagte indledning på en sæson, hvor DR VokalEnsemblet har fokus på Håbet gennem en række koncerter, der bringer sangere og publikum vidt omkring.

Ved tre meditationskoncerter i oktober inviterer vi indenfor i en stille verden, hvor musikken indbyder til fred, nærvær og fordybelse. Til november er natten og mørket i fokus med en stemningsfuld koncert med både drømme, romantik og mareridt, før adventstiden kommer med carols, kantater, salmer og sange.

Til foråret inviterer vi bl.a. på en rejse gennem de nye europæiske nationer, som i forrige århundrede drømte om en lysere fremtid, ligesom vi drager på en musikalsk pilgrimsfærd til kristendommens helligste steder.

Vi glæder os til at besøge en lang række kirker og koncertsale både i og udenfor København gennem hele sæsonen, ligesom vi selvfølgelig ser frem til de store brag i Koncertsalen, hvor vi får selskab af DR SymfoniOrkestret og DR KoncertKoret: Carl Orffs Carmina Burana, Mozart’s Requiem, Beethoven’s Fidelio og Ravels Daphnis og Chloé.

Vi glæder os til at synge for jer!

Se alle koncerter her