0Din kurv er tom

Ny sæson med DR Big Band

DR Big Band og chefdirigent Miho Hazama præsenterer en ny, stærk sæson fuld af store navne, spændende nye samarbejder – og en stor turné til Japan, hvor Miho og bandet mødte hinanden første gang i 2017.

Ved sæsonens første koncert er det den engelske stjernesaxofonist og Grammy-vinder Tim Garland, kendt fra sit mangeårige samarbejde med Chick Corea, der har hovedrollen som både solist, komponist og dirigent.

Senere på sæsonen lander en anden international superkapacitet, den fransk-irske violinist Fiona Monbet, som leder DR Big Band gennem sin mangfoldige musikalske verden af jazz, blues, tango, folkemusik og verdensmusik – samtidig med, at hun selv er aftenens virtuose violinsolist.

Et andet spændende nyt samarbejde er DR Big Bands møde med trommeslageren og komponisten Stefan Pasborg, kendt fra bl.a. bandet The Firebirds og Ibrahim Electric. Hans storværk ’Ritual Dances’ er komponeret over Igor Stravinskijs berømte ’Le sacre du printemps’, og har blæst både dansk og international presse bagover.

Blandt de øvrige koncerter i sæsonen er et musikalsk portræt af den tyske bigband-mester Peter Herbolzheimer, et møde mellem DR Big Band og vores danske nationalkomponist Carl Nielsen og en releasekoncert for bandets nye album med Savage Rose-sangerinden Annisette.

Stærke traditioner

Selvom DR Big Band går nye veje i sin nye sæson, dyrker bandet selvfølgelig også den mere traditionelle jazz, som hvert år samler mange tusinde danskere både i og uden for DR Koncerthuset.

Til foråret går bandet sammen med DR Symfoniorkestret om en stor, musikalsk hyldest til 100-års fødselaren Thad Jones – en af bandets mest ikoniske frontfigurer, som har været forbillede for de efterfølgende generationer, ikke mindst den nuværende chefdirigent Miho Hazama, der står i spidsen for koncerten.

I jule- og nytårstiden er der traditionen tro masser af swingende jazzklassikere med blandt andre Curtis Stigers og Veronica Mortensen på menuen – både i DR Koncerthuset og rundt om i hele landet, hvor over halvdelen af DR Big Bands koncerter i den nye sæson finder sted.

Velkommen til den nye sæson med DR Big Band!

Se DR Big Bands sæsonkoncerter her

Tilmeld dig nyheder

Gå ikke glip af gribende oplevelser, store grin, videnskabelige talks og storslåede koncerter