Et sjældent storværk lander i Koncertsalen

Den 21. december blænder DR SymfoniOrkestret og Fabio Luisi op for et af sæsonens højdepunkter – en sjælden opførelse af oratoriet 'Bogen med de syv segl', der fremmaner de himmelske visioner i Johannes' Åbenbaring.

Et oratorium – er det ikke barok kirkemusik af Bach og Händel? Nej, ikke altid. Oratorier er der skrevet gennem flere århundreder, og der kommer stadig nye til.

Et af de mest overvældende oratorier fra det forrige århundrede er Bogen med de syv segl af Franz Schmidt, som opføres af DR SymfoniOrkestret, DR KoncertKoret, et stærkt solisthold og chefdirigent Fabio Luisi torsdag 21. december.

Bogen med de syv segl er et senromantisk storværk og en malende vision om Dommedag, som kommer fra Johannes’ åbenbaring. En tenorsolist synger det store parti som Johannes, mens Vorherres egen stemme synges af en bas. Hertil kommer hele fire andre sangsolister, en fantastisk krævende rolle til koret – og ikke mindst det store koncertorgel, som også flere får lov til at stråle alene i en række flotte mellemspil.

Et dybt personligt storværk

Der findes vel ikke et mere udfordrende udgangspunkt for en komponist end Dommedag – og Franz Schmidts storværk har noget dybt personligt og oprigtigt over sig. Gennem hele værket strømmer komponistens egen tro – både på evigheden og på de på  klassiske, musikalske former.

Plads til refleksioner

En af Bogen med de syv segls største beundrere er DR SymfoniOrkestrets chefdirigent Fabio Luisi. ”Franz Schmidts oratorium er et storværk med et meget vigtigt emne, og udformningen er utrolig interessant,” siger han. ”Musikken forklarer sit emne på meget dramatisk vis, og orgelets mellemspil giver plads til refleksioner, hvor alle i salen bliver tvunget til at tænke over, hvad vi hører”.

”For mig er ’Bogen med de syv segl’ et af vigtigste værker for kor og orkester fra det 20. århundrede”, siger Fabio Luisi. ”Jeg har opført det mange gange, og jeg glæder mig virkelig til at opføre det i Danmark. Det er et af mine yndlingsværker.”

 

Om Franz Schmidt

Franz Schmidt var en af Europas sidste romantikere. Han er kun lidt kendt i Danmark, men i sin samtid var han i Tyskland og Østrig en af de mest berømte komponister, og her er Schmidts navn stort endnu. Hans vigtigste værker er fire pragtfulde symfonier og  Bogen med de syv segl fra 1937.

Franz Schmidt var født i det daværende Østrig-Ungarn, nærmere bestemt i Bratislava, der dengang hed Pressburg. Som dreng flyttede han med sin familie til kejserens by Wien, hvor han forblev resten af sit liv. I 1896 blev Franz Schmidt medlem af Wiener Filharmonikerne som cellist og spillede under ledelse af Gustav Mahler – en komponist, han bestemt er beslægtet med.

Efter 15 år som orkestermusiker sagde Schmidt op for at hellige sig kompositionsarbejdet. Han blev også professor på konservatoriet, men måtte trække sig med dårligt helbred – hjerteproblemer, ligesom Mahler havde haft det. I 1930’erne satte han alle sine kræfter ind på Bogen med de syv segl. Det blev færdigt i 1937 og uropført i 1938. Franz Schmidt døde i 1939, et halvt år før 2. Verdenskrig brød ud.

 

For mig er ’Bogen med de syv segl’ et af vigtigste værker for kor og orkester fra det 20. århundrede

Fabio Luisi