0Din kurv er tom

Orkestrets egne stjerner indtager rampelyset

Orkestrets egne stjerner indtager rampelyset

Musikerne i DR SymfoniOrkestret er ofte med til at akkompagnere internationale stjernenavne, der flyves ind til en enkelt koncert. Men i virkeligheden er orkestrets egne solopladser besat med en perlerække af musikere, som også selv kan tryllebinde publikum med deres spil.

Ved to koncerter 6. og 7. september kan du opleve to af DR SymfoniOrkestrets højt profilerede solospillere, den amerikanske harpenist Zachary Hatcher og den prisvindende fløjtenist Ulla Miilmann, træde frem i rampelyset foran deres kolleger. Sammen er de solister i et af Mozarts mest elskede værker, Koncert for fløjte og harpe – blandt andet kendt fra filmen Amadeus.

Orkestrets Benjamin møder erfaren prisvinder

Med sine kun 22 år er Zachary Hatcher den yngste musiker i DR SymfoniOrkestret. Første gang han optrådte med orkestret var han bare 19 år, og i 2016 fik han som 20-årig officielt titlen som orkestrets soloharpenist.

Når Zach for første gang skal være solist med sit orkester, får han erfarent selskab. Ulla Miilmann er nemlig en af orkestrets kendteste profiler med et utal af solooptrædener bag sig. For nylig modtog hun det store Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat, og hun har tidligere været nomineret til en amerikansk Grammy for et album, hvor hun var solist med netop DR SymfoniOrkestret.

Ny efterspurgt duo

Den klangfulde kombination af harpe og fløjte optræder i mange klassiske orkesterværker, så Zachary Hatcher og Ulla Miilmann har ofte spillet sammen gennem deres arbejde i DR SymfoniOrkestret. Og undervejs har de to musikere vist sig at have en stærk musikalsk kemi – så stærk, at de nu danner fast duo også udenfor orkestret.

Denne sommer har de spillet koncert sammen på festivalen I Djurs og Mols, og der er allerede flere fælles koncerter i kalenderen, ligesom flere danske komponister har kontaktet de to musikere med idéer til nye værker skrevet specielt til den nye duo.

Kom med til prøverne her:

Se Ulla Miilmann og Zachary Hatcher spille sammen i DR SymfoniOrkestret her:

Læs mere om koncerten den 6. september

Læs mere om koncerten den 7. september

Gode adventsrabatter

Til store oplevelser og adgang til eksklusive tilbud