Musikalsk udfoldelse for alle sanser
Siden åbningen i 2009 har DR Koncerthuset stået som en af Danmarks helt store arkitektoniske og musikalske attraktioner. Med et markant og kontrastfyldt ydre har den internationale stjerne-arkitekt Jean Nouvel skabt et hus, som i funktioner og form pirrer hele dit sanseapparat.
DR Koncerthuset er musikalsk udfoldelse på musikkens egne præmisser i rammer, som er skabt til formålet, af højeste kvalitet. Fra de yndigste, knapt hørbare klange til de største brag er DR Koncerthuset rustet til at fremføre hele registret.
Koncertoplevelser i DR Koncerthuset kan stimulere sanseapparatet i utallige retninger. Ud over de store koncertoplevelser, som venter på en i Koncertsalens varme eller Studiernes særegne universer – åbenbarer DR Koncerthuset mange sanseindtryk inden. Når man træder indenfor, rammes man af arkitektoniske detaljer og kig, som er unikke fra alle vinker. Man kan forstærke sin oplevelse yderligere med et sublimt måltid i restauranten eller en drink i barerne før koncerten, og man kan gå på opdagelse i alle de mange tilbud på drkoncerthuset.dk.
Velkommen.