0Din kurv er tom

Velkomst til sæsonen 2019-20

Orkestrets musikere stemmer instrumenterne. Lyset dæmpes i koncertsalen, stilheden sænker sig – og musikken bruser frem fra orkestret. Velkommen til en ny sæson med DR SymfoniOrkestret!

Af Kim Bohr, Chef for DR Koncerthuset, Kor & Orkestre

Hvis der er én ting, DR SymfoniOrkestrets 106 musikere deler med vores publikum i det øjeblik, musikken sætter i gang, er det den dybe passion for musikken. Passionen binder os sammen om musikken, men samtidig har ordet en dobbelt betydning, som DR SymfoniOrkestret kredser om i koncertsæsonen 2019-20. I en række storslåede værker af bl.a. Brahms, Beethoven, Nielsen og sæsonåbningens uropførelse af Hans Abrahamsen er musikken fuld af lidenskab og hengivelse. Men passion kan også betyde lidelse, og det kan opleves i sæsonens stærke, dramatiske værker af bl.a. Debussy og Sjostakovitj.

Store navne og orkestrets egne stjerner

Gennem hele sæsonen får DR SymfoniOrkestret besøg af en række eminente internationale gæstekunstnere, som er med til at give musikken ekstra glans og dybde. Samtidig er vi stolte over at kunne præsentere en håndfuld af orkestrets egne musikere i den krævende rolle som solister.

Når hele fem af vores solospillere i denne sæson træder frem i rampelyset foran deres kolleger, viser det, at vores orkester består af stærke, kunstneriske profiler, der på én gang formår at smelte ind i den store, varme orkesterklang og alligevel har et individuelt udtryk, der gør dem til stjerner i egen ret.

En sæson fuld af dansk musik

Lige fra de allerførste toner vil publikum få at mærke, at DR SymfoniOrkestret nye sæson har et stærkt dansk islæt. Gennem hele sæsonen udforsker orkestret lyden af de store, danske symfonikere – fra den første danske romantiker Niels W. Gade til nulevende komponister som Per Nørgård og Hans Abrahamsen, hvis musik åbner sæsonens første koncert.

Vores fremragende chefdirigent Fabio Luisi, som nu går ind i sin fjerde sæson med orkestret, er en stor beundrer af Danmarks nationalkomponist Carl Nielsen, og i den nye sæson dirigerer han både Nielsens 3. og 5. symfoni, som vi også tager med på turné i foråret 2020. Samtidig skal Luisi for første gang dirigere musik af Nielsens musikalske modsætning: senromantikeren Rued Langgaard.

Fra koncertserier til temakoncerter

Vil du følge DR SymfoniOrkestret gennem hele sæsonen, kan du med et abonnement til en koncertserie komme tæt på orkestret og få nye perspektiver på musikken gennem et særligt udvalg af koncerter. Vi elsker vores trofaste publikum, som vi har delt så mange store øjeblikke med. Og samtidig er vi spændt på at møde alle de nye ansigter, som bl.a. finder vej til de særlige temakoncerter, hvor orkestret åbner den levende, symfoniske musiks magiske verden for et helt nyt publikum.

På gensyn i DR Koncertsalen!

Kim Bohr
Chef for DR Koncerthuset, Kor & Orkestre