Fortællinger

DR Vokalensemblet

Nyheder

Skrevet af Cecilie Rosenmeier

5 Minutter

DR Vokalensemblet åbner sæsonen med portræt af ny chefdirigent

DR Vokalensemblet åbner den nye koncertsæson med et musikalsk portræt af deres nye dirigent, Martina Batič. Koncerten kan opleves i København, Aalborg og Ikast – eller høres i DR Lyd.

Hvordan lyder det, når en af Europas førende kordirigenter får lov til at sammensætte et selvportræt i ord og toner?

Det kan man opleve, når DR Vokalensemblet åbner deres nye koncertsæson med et særligt program, som præsenterer deres nye chefdirigent, Martina Batič, for publikum og lyttere i hele Danmark.

I anledning af sæsonåbningen kommer publikum med på en musikalsk rejse gennem Martinas liv, fra folkemelodier i hendes slovenske barndom til kormusik fra de vigtigste øjeblikke i hendes karriere som kordirigent i hele Europa – alt sammen sunget af DR Vokalensemblet og dirigeret af Martina Batič selv.

Martina Batič' første dag

Det er 10 år siden, DR Vokalensemblet sidst skiftede chefdirigent. Derfor var det en helt særlig dag, da slovenske Martina Batič forleden havde sin første arbejdsdag som ny chefdirigent for netop DR Vokalensemblet.

DR Vokalensemblet & Martina Batič – Et musikalsk portræt

• 22. august klokken 19.30: Fonnesbæk Kirke, Ikast
• 23. august klokken 19.30: Aalborg Domkirke (Budolfi)
• 25. august klokken 19.30: Trinitatis Kirke, København
Læs mere om koncerterne
Martina Batič

En rejse, hvor alt kan ske

– En koncert skal føles som en rejse, hvor alt kan ske.

Sådan siger DR Vokalensemblets chefdirigent Martina Batič, og i sin debutkoncert som korets dirigent tager hun sangere og publikum med på rejse gennem sit personlige, musikalske landskab.

Koncerten er formet som et portræt af Martina Batič, hvor publikum møder hendes første musikalske barndomsminder fra Slovenien og følger hendes vej ind i kormusikkens verden.

En koncert skal føles som en rejse, hvor alt kan ske.

MARTINA BATIČ

Efter aftenens åbningsværk af den slovenske renæssancekomponist Jacob Gallus venter blandt andet slovenske folkesange, som er et minde om Martinas første oplevelser af at synge i kor i skoletiden. Vi hører også kormusik fra Martina Batičs tidlige studietid i Ljubljana og tysk romantik af Johannes Brahms, som hun dyrkede som dirigentstuderende i München – og som prisvinder i den prestigefyldte Eric Ericsson-dirigentkonkurrence, som hun vandt i 2006.

En anden kendt europæisk vokalkomponist til DR Vokalensemblets sæsonåbning er Hugo Wolf, der normalt opfattes som østriger, men faktisk havde slovenske rødder.

Hun kommer med et meget højt kunstnerisk niveau, en stor repertoiremæssig bredde og en musikalsk arv fra sit hjemland, som minder ikke så lidt om vores danske sangtradition.

Michael Emery, kunstnerisk leder for DR Vokalensemblet

Ekspert i radiokor

I løbet af sin karriere som dirigent er Martina Batič blevet ekspert i at dirigere radiokor, og inden hun blev chefdirigent for DR Vokalensemblet, var hun chefdirigent for koret i Radio France. Derfor har hun også valgt musik af den franske komponist Francis Poulenc, der er en af kormusikkens store, moderne mestre.

Sidst, men ikke mindst, kan publikum og lyttere se frem til skandinavisk kormusik fra Martina Batičs nye musikalske landskab, hvor sangerne i DR Vokalensemblet har deres egne emusikalske rødder, nemlig danske sange af Carl Nielsen og et nyere værk af den svenske komponist Karin Rehnqvist.

Passion for kormusik

Michael Emery, kunstnerisk leder for DR Vokalensembletsiger om Martina Batičs tiltrædelse som chefdirigent:

– Alle i koret er virkelig spændte på at modtage Martina Batič som ny chefdirigent. Hun kommer med et meget højt kunstnerisk niveau, en stor repertoiremæssig bredde og en musikalsk arv fra sit hjemland, som minder ikke så lidt om vores danske sangtradition. Desuden kommer Martina Batic med en enorm passion for både kormusik og en tæt kontakt til både sangere og publikum. Vi ser frem til mange musikalske oplevelser med Martina i de kommende år.