0Din kurv er tom

DR ­ SymfoniOrkestrets­ historie

En stærk vision

DR SymfoniOrkestret kom til verden som en del af DR i 1925. Her søsatte grundlæggeren Emil Holm sin stærke vision om ”et Fostbroderskab mellem Radiofonien og Kunsten” som stadig i dag er bærende for DR.

Emil Holm troede på, at med kombinationen af levende, klassiske musik på højeste niveau og den nyeste teknologi kunne man på én gang skabe stor kunst og samtidig sende den ud til befolkningen i alle kroge af landet.

Visionen var klar, og mottoet var enkelt: “Det bedste, og kun det bedste.”

Læs hele Emil Holms vision her

Fra privat radioklub til den første trio

Emil Holm var i slutningen af 1910’erne vendt hjem til Danmark efter at have optrådt på de store, tyske operascener. Det slog ham, hvor fattigt dansk musikliv var – og hvor langt der var mellem de store, symfoniske koncertoplevelser.

Samtidig var han med i en lille privat radioklub og var overbevist om, at radioen var fremtidens medie. Hans to brændende interesser mødtes i ønsket om, at Danmark skulle have et moderne, nationalt radio-symfoniorkester – og han kastede al sin energi ind i at skabe et.

Første skridt mod Emil Holms ambitiøse vision blev taget 1923 med ”Radio-Trioen”, som bestod af violin, cello og klaver.

Orkester med vokseværk

Da Danmark i 1925 fik sin nye, landsdækkende Statsradiofoni var den fremsynede Emil Holm det oplagte valg som den første direktør. Hans lille orkester voksede hurtigt, og flyttede ind i et større lydstudie. Den første landsdækkende radiotransmission af orkestret fandt sted samme år.

Ved Radioorkestrets første, offentlige koncert var en af Danmarks største komponister, Carl Nielsen, blandt aftenens dirigenter. Orkestret havde nu tidoblet sin størrelse, og man var godt på vej mod Emil Holms vision om et fuldt besat symfoniorkester på internationalt niveau.

radio

I løbet af få år var der over 30 faste medlemmer af Radioorkestret

Malko og torsdagskoncerterne

Efterhånden kom dirigenter fra hele verden for at lede orkestret, og i 1930 fandt Emil Holm den ukrainske dirigent Nicolai Malko, som skulle være den frontfigur, der kunne gøre det danske Radioorkester berømt ude i verden.

Det var under Nicolai Malko, at orkestrets ugentlige koncertserie i 1933 fik navnet Torsdagskoncerterne. Målet med koncerterne var – dengang som i dag – at alle i Danmark mindst én gang om ugen skulle have mulighed for at høre klassisk musik af højeste kvalitet – enten ‘live’ eller i den bedst mulige transmission.

Radiohus og gennembrud

Dirigenter fra ind- og udland gav i de følgende årtier det danske koncertpublikum og de danske radiolyttere musikoplevelser, de aldrig før havde haft. I 1945 spillede Radiosymfoniorkestret sin første koncert i Radiohusets Koncertsal på Frederiksberg, og i 1950 kom det internationale gennembrud ved en turné til Edinburgh Festspillene under den store, tyske dirigent Fritz Busch.

I 1967 fik Radioorkestret sin første egentlige chefdirigent, svenskeren Herbert Blomstedt. Han trak orkestrets profil skarpt op i løbet af de følgende ti år, og i dag er han stadig – som næsten 90-årig – en af orkestrets æresdirigenter.

Dirigentsauna og udlandsturneer

Den flamboyante finne Leif Segerstam stod i spidsen for Radiosymfoniorkestret fra 1988 til 1995. Han fik som led i sit ansættelsesforhold indrettet en sauna ved koncertsalen i Radiohuset, som stadig er i bygningen i dag.

I 2004 blev Thomas Dausgaard orkestrets første danske chefdirigent nogensinde. I hans periode som chefdirigent var DR SymfoniOrkestret på en række markante udlandsturneer til bl.a. Kina og Sydkorea, og det var også i disse år, orkestret forlod Radiohusets Koncertsal for at flytte til DR Koncerthuset.

Nyt koncerthus og berømte chefdirigenter

Det nye DR Koncerthuset, der er tegnet af den berømte franske arkitekt Jean Nouvel, har siden 2009 været DR SymfoniOrkestrets hjemmebane. Her overtog den spanske dirigent Rafael Frühbeck de Burgos i 2012 pinden som chefdirigent, og han fortsatte på posten frem til sin død i 2014. Det lykkedes at optage alle Beethovens ni symfonier med Frühbeck de Burgos og DR SymfoniOrkestret til en DVD, som udkom i oktober 2016.

I dag er det den italienske stjernedirigent Fabio Luisi, der står i spidsen for DR SymfoniOrkestret. Han tiltrådte i 2016, og har foreløbig kontrakt til 2026.

Musik for millioner

Helt i Emil Holms ånd bliver DR SymfoniOrkestret i dag ført videre som DRs kulturelle flagskib og Danmarks nationale symfoniorkester. Hver uge har musikerne kontakt til over 350.000 danske musikelskere via elektroniske medier.

DR SymfoniOrkestret har en flot placering blandt Europas førende orkestre, og torsdagskoncerterne radiotransmitters i gennemsnit til 10-15 lande hver uge. Samtidig spredes, deles og streames musikken på tværs af grænser som aldrig før.

Selvom Emil Holms tid var en anden, er den store vision om mødet mellem kunsten og teknologien med DR og DR SymfoniOrkestret som ”en Kulturspreder af den største og mest vidtrækkende Betydning« mere aktuel end nogensinde.