Om DR Vokalensemblet

Her kan du komme tæt på sangerne i DR Vokalensemblet, som deler deres bedste tips, tricks og øvelser i en samling korte videoer. Find videoen, der passer bedst til din stemmetype – eller få indblik i nogle af hemmelighederne ved de andre stemmegrupper i koret.

DR Vokalensemblets sangere har skabt en håndfuld øvevideoer til kendte korværker og danske sange, som kan bruges af korsangere på alle niveauer.

Her kan du fordybe dig i din egen stemme sammen med en af DR Vokalensemblets sangere, og bagefter kan du prøve, hvordan det lyder sammen med de andre stemmer – med både dirigent og pianist på.

Find de dybe toner - Jakob Soelberg

Hvad gør man, når man ikke rigtigt kan få bund i de dybe toner, selvom man er bassanger? Jakob Soelberg viser, hvordan han gør stemmen mørkere og får den rigtige basklang frem.

Stemmegymnastik for tenorer - Adam Riis

Er man tenor, har man brug for at holde stemmen let og smidig, så den kan klare de lange passager med koloraturer, som findes i mange korværker. Adam Riis er ekspert i den særlige teknik, som han deler i videoen her.

Særligt for sopraner - Christine Nonbo

Hvad er en førerko – og hvordan husker man at give plads til de andre i gruppen, selvom man har en vigtig rolle som sopran? Christine Nonbo er en af DR Vokalensemblets fremtrædende 1. sopraner, og her fortæller hun om at finde balancen mellem at lytte og føre an.