Hitman
God of War
Baldurs Gate III
Halo Trilogy
Battlefield V
Elder Scrolls V

PAUSE (30 MINUTTER)

Final Fantasy VIII
World of Warcraft
Warhammer
The Last of Us
The Witcher III
The Legend of Zelda
NieR: Automata
Civilization VI
League of Legends

Hvis man er moderne komponist af musik, der er skrevet til et symfoniorkester, er det værd at overveje, hvilken platform, man skal vælge. En koncertsal, selvfølgelig, men hvis man skal ud i verden og høres af millioner, er det ikke der, man skal starte.

Engang i det 20. århundrede sagde den geniale filmkomponist Bernard Herrmann det helt tydeligt: 

“Filmkunsten er der, hvor musikken oftest bruges som en del af det kunstneriske udtryk og filmene er det sted, hvor eksperimenterende og ny symfonisk musik når det største publikum”.

I det 21. århundrede kan vi tilføje computerspillene, for også her bruges musikken som en uundværlig del af det, kunstneren ønsker at udtrykke - samtidig med at spillenes musik høres af mennesker verden over.

De fleste film- og spilkomponister ser da også deres arbejde som en mulighed for at realisere deres kunstneriske ambitioner og skabe seriøs musik til et enormt publikum.

Men de må også have visse frustrationer: For kan de nu være sikre på, at vi overhovedet hører musikken, når vi sidder foran spillet og samler alle vores sanser om kampen, overlevelsen, historien og løsningen af gåderne?

Selvfølgelig hører vi musikken, men i nogle situationer er det nok kun vores underbevidsthed, der lytter. Musikken bruges til at fastholde os i det enkelte spils verden og fodrer til tider den energi og udholdenhed, vi skal mønstre for ikke at give op.

Til de fleste større spil hører i dag et soundtrack, og det er ikke sjældent symfonisk. Det er en symbiotisk del af spillene, men når vi vurderer spillene, taler om dem og analyserer dem, er musikken kun en beskeden del af samtalen.

Så det er mere end rimeligt, hvis vi denne aften for en stund læner os tilbage og lader det værk, komponisten har skabt, stå alene. Helt uden grafik, effekter og historie.

Men kan musikken bære det?

Jeg har ofte hørt kendere af klassisk musik tale om soundtrack-musik og bruge det lettere nedladende udtryk “ledsagemusik”. Nogle mener faktisk, at den ikke lader sig høre som musik, kun som en del af et lydbillede. Men både opera og balletmusik er vel også ledsagende, og samtidig selvstændig kunst, og hører vi ikke også med fornøjelse Händels Water Music andre steder end flydende på Themsen til en kongelig fest, som den er skrevet til?

Koncerter verden over bekræfter nu om dage, at computerspil-musikken kan og skal høres som selvstændige værker. 

Når vi hører den, mindes vi selvfølgelig spillene og de mange timer - men vi indser også, at musikken har en kompleksitet, styrke og skønhed, der demonstrerer komponisternes forskellighed, originalitet og lyst til at eksperimentere og udvikle den symfoniske musik - og blande genrer og instrumenter på nye, overraskende måder. 

Jakob Stegelmann
Vært