Gangway er skarpere og stærkere end nogensinde før. Nu vender det legendariske indie-popband endelig tilbage Koncertsalen for at fejre deres prisbelønnede studiealbum Happy Ever After’s 30-års jubilæum. Denne fejringsaften vil de spille albummet i sin fulde længde og rækkefølge, tilsat nogle af deres største hits fra deres imponerende bagkatalog.

Happy Ever After fra 1992 betegnes som Gangways folkelige gennembrud med hits såsom ”Mountain Song”, ”Didn’t I Make You Laugh” og ”Never Say Goodbye”. Albummet blev deres bedst sælgende album til dato og dermed deres største kommercielle succes. Ved musikbranchens prestigefyldte Grammy-uddeling, nu kendt som DMA, vandt Gangway imponerende fire priser som både Årets danske gruppe, rockudgivelse, sangskriver (Henrik Balling) og musikvideo (Mountain Song).

Efter 7 studiealbums opløstes Gangway i 1998, men blev gendannet i 2017 med en række populære comebackkoncerter, som blev mødt med stor ros fra toneangivende medier, som følgende:

GAFFA, 6 stjerner: ”Gangway vender tilbage med spektakulært comeback. (…) Alle bekymringer om, hvorvidt Gangway kunne genskabe magien og leve op til deres ikoniske arv, blev hurtigt manet til jorden.”

B.T., 5 stjerner: ”en ekstraordinær og vildt overrumplende oplevelse”

Senest har indie-popbandet i foråret 2019 udgivet deres første nye album i 23 år, med titlen Whatever It Is, som blev modtaget med stor ros fra en lang række aviser og medier, og som lagde fundament for deres turné samme år.

Gangway består – både i koncert- og studieform – i dag af Allan Jensen på sang, Henrik Balling på guitar, Torben Johansen på keyboards og guitar, Janus Nevel på trommer, René Thalund på keyboards og synthesizere og Carl-Erik Riestra på bas og synthesizer.

Om albummets tilblivelse:
Arbejdet med Happy Ever After startede i den varme sommer i 1992, og i løbet af tre uger i en mørk kælder, mens solen hamrede ned udenfor, bankede bandet materialet på plads. Henrik Balling satte sig i producerstolen, og som noget nyt bidrog Torben Johansen med tre af pladens i alt tolv sange. Tonen var stadig den samme bittersøde som i Ballings kompositioner, men i lyset af at landsholdet EM-triumf satte en vis løssluppenhed sit præg på det færdige resultat, og pladen gik med sin charmerende tone og overskudsagtige energi også̊ direkte ind hos publikum.