Åh, smagen af en sonate
Kan du føle farven rød, er fredag formet som en firkant, eller kan du smage et stykke musik? Så har du måske synæstesi – en form for sansemæssig sammenblanding i hjernen. Det havde komponisten Aleksandr Skrjabin, hvis store vision om et lysorgel bliver realiseret, når DR Symfoniorkestret skyder sæsonen i gang med værket 'Prometheus'. Men hvad er synæstesi egentlig for en størrelse?
Du tænker måske ikke, at popstjernen Billie Eilish og den senromantiske, russiske komponist og pianist Aleksandr Skrjabin har specielt meget med hinanden at gøre. Særligt én ting ville de to dog have haft til fælles – det fascinerende neurologiske fænomen synæstesi, der skaber en kluddermor af sanseindtryk i hjernen.
Og når DR Symfoniorkestret skyder sæsonen i gang med Skrjabins (1872-1915) ‘Prometheus’ – der handler om guden, der gav ilden til mennesket – bliver det et lille kig ind i en sådan synæstetisk hjerne.
Den teosofiske komponist – der i begyndelsen af 1900-tallet skrev en række vilde, mystiske og sensuelle værker – påstod hårdnakket, at tonerne havde hver deres farve. Tonen D var således lys gul, A var mørkegrøn og Des var mørkegrøn. Og hans helt store vision var at skabe et lysorgel, som kunne udfordre både høre- og synssansen på én og samme tid. En vision, som den teknologiske udvikling ikke var moden til at realisere i hans egen tid, men som vækkes til live i Koncertsalen 31. august og 1. september.
I den forbindelse har vi rakt ud til hjerneforsker Thomas Alvik Sørensen, der er lektor ved Aalborg Universitet, hvor han forsker i synæstesi. For hvad var det egentlig Skrjabin evnede? Og hvad kan vi andre dødelige lære af det?
Undergrunds-buffeten
Æstesi betegner evnen til at føle og fornemme, og hvor der med an-æstesi er tale om manglen på sansning, er syn-æstesi en form for atypisk sammenblanding af indtryk, forklarer Thomas Alrik Sørensen.
“Hvis jeg kunne forklare præcis, hvad der skete oppe i hjernen, ville mit navn nok være noget mere kendt. Men der er tale om et meget diverst fænomen, og der er indrapporteret mere end 80 forskellige former for synæstesi,” siger han og fortæller, at fælles for dem alle er, at associationerne er stabile over tid.
“De mest almindelige typer af synæstesi involverer en forbindelse mellem farver og tal, bogstaver eller ugedage, men det kan også tage mere esoteriske former, hvor følesansen eksempelvis er involveret, så ét bogstav måske føles pelset et andet køligt, eller en forbindelse mellem ord og smage,” siger han og bruger formanden for den engelske synæstesi-forening, James Wannerton, som eksempel.
“Han har lavet et komplet kort over, hvordan stationerne i Londons undergrund smager. Tottenham Court Road er smagen af engelsk morgenmad, stegte pølser og spejlæg, mens Bond Street giver en metallisk smag i munden, som en mundfuld hårspray. Og sådan fortsætter det.”
"Jeg er spændt som en flitsbue"
Hør P2-vært Mathias Hammer fortælle om Skrjabins 'Prometheus'.
En verden fuld af verdener
Verden over har synæstetiske musikere og kunstnere brugt deres evne i deres kreative virke. Mens den tysk-russiske kunstner Vasilij Kandinskij ofte fremhæves for sin farveteori, der byggede på en forbindelse mellem former og farver, er Aleksandr Skrjabin formentlig et af de tydeligste eksempler på en komponist, der bevidst og systematisk arbejder med farver og toner.
‘Prometheus’ var ikke bare den ultimative manifestation af hans teori – hvor publikums sanser skulle pirres med lyd, lys og duften af parfume. Han forestillede sig også, at når værket blev opført i et tempel i Himalaya, ville det forårsage en form for kosmisk omvæltning.
Men selv om det ikke er utænkeligt, at synæstetikere er tiltrukket af vilde teorier og kreativ udfoldelse, så er det faktisk et relativt almindeligt fænomen – også uden for kunstneriske kredse.
Estimeret set har fire procent af befolkningen synæstesi – og der vil således statistisk set sidde fem synæstetiske musikere i DR Symfoniorkestret. Mange aner bare ikke, at det er tilfældet.
Og det er i virkeligheden det, der er interessant, lyder det fra Thomas Alrik Sørensen, der mener, at det vækker et “ældgammelt filosofisk spørgsmål” om, hvorvidt vi oplever verden på samme måde.
“Det rører ved noget helt grundlæggende i, hvad bevidsthed er for en størrelse, og hvordan vi som mennesker reelt set har adgang til den verden, vi oplever – det er jo trods alt den eneste, vi kender til, men med synæstesi får vi et blik for, hvordan vores hjerner processerer information forskelligt,” siger han og fortsætter:
“Vi er blevet smidt ind i en verden, som vi hurtigt må skabe vores egen arkitektur ud fra. Og hjernen forsøger konstant at kategorisere omverdenen for at forstå den. Det er ret fantastisk at tænke på, at der ikke er én måde at se, smage og høre på”.
