DR Symfoniorkestret runder album-serie af med egne solister på Deutsche Grammophon
I dag kan man lytte til orkestrets indspilninger af Carl Nielsens solokoncerter for klarinet, violin og fløjte. Hermed udkommer to af orkestrets egne musikere som solister på det velrenommerede pladeselskab.
Christian Larsen © DR
“Det er en once in a lifetime-oplevelse”.
Sådan lyder det fra DR Symfoniorkestrets fransk-amerikanske klarinettist, Johnny Teyssier, der i dag udkommer som solist på Deutsche Grammophon i selskab med orkestrets 1. solofløjtenist Ulla Miilmann og den koreanske violinist Bomsori Kim.
Fjerde og sidste album i orkestrets anmelderroste Carl Nielsen-indspilninger består af komponistens solokoncerter for violin, klarinet og fløjte, og for orkestrets egne solister er der tale om værker af stor professionel og personlig betydning.
“Efter jeg er flyttet til Danmark, har jeg spillet alle Nielsens store symfonier. Men det her værk var min første introduktion til hans musik, og et jeg har arbejdet med, siden jeg som 15-årig øvede på mit teenageværelse,” fortæller Johnny Teyssier om klarinetkoncerten fra 1928.
Carl Nielsen har beskrevet klarinetten som “på en gang varmhjertet og bundhysterisk, mild som balsam og skrigende som en sporvogn på dårligt smurte skinner”. Og det er en halv-skizofren persona, der også kommer til udtryk i klarinetkoncerten.
Læs også: Six more years: Fabio Luisi forlænges til 2029
“Det er et vildt og vanvittigt stykke, hvilket går igen for den musik, Nielsen har skrevet til klarinet. Stykket går fra at være ekstremt lyrisk og lidt sørgeligt til meget intenst og aggressivt. Den indre kamp er en helt essentiel del af stykkets lyd. Og det er en hel bjergbestigning at spille,” siger Johnny Teyssier.
Små snapshots af livet
DR Symfoniorkestret og chefdirigent Fabio Luisi – der netop er blevet forlænget til 2029 – har allerede modtaget internationale anmelderroser og udmærkelser for serien med Carl Nielsens største værker – herunder nomineringer til årets Gramaphone Awards og Preis der deutschen Schallplattenkritik.
Indspilningerne har været længe undervejs. Og for orkestrets 1.solofløjtenist er det en kæmpe glæde, at hendes solokoncert nu udkommer på Deutsche Grammophon. Nielsens musik har fulgt hende hele livet, og hun var ikke mere end 12-13 år, da hun første gang hørte fløjtekoncerten fra 1926.
“Den her koncert betyder uendeligt meget for mig, så det er selvfølgelig fantastisk at få mulighed for at indspille den på et anerkendt pladeselskab, så den forhåbentligt når bredt ud,” siger Ulla Miillmann og fortsætter:
“Når man ser på partituret til Nielsens instrumentalmusik, kan det godt se kompliceret og aggressivt ud, hvilket står i dyb kontrast til hans smukke og velkendte sange, som er simple og melodiske. Med fløjtekoncerten oplevede jeg for første gang en syntese mellem de to sider,” siger hun.
Mit forhold til Carl Nielsen
Hør 1. solofløjtenist Ulla Miilmann fortælle om sit forhold til Carl Nielsen og fløjtekoncerten.
Det ligger i fløjtens natur at være lyrisk. Det har den bare lidt svært ved at acceptere i Nielsens fløjtekoncert. Derfor kaster den sig hovedkulds ud i opgør med flere andre instrumenter for dernæst at finde tilbage til sit melodiske udgangspunkt, forklarer Ulla Miilmann. Og i hendes version af fløjtekoncerten vil man opleve en insisteren på det sangbare – “uden at det bliver tandløst.”
“Carl Nielsen revolutionerede det, vi i dag forstår som det danske tonesprog. Hans musik er små snapshots af livet, og som solist handler det om at være et stærkt medium, der kan leve op til og formidle komponistens værk. Selvfølgelig skal du have en styrke i dig selv for at kunne gøre det. Men det må aldrig overskygge komponisten,” siger hun.