Fra 20’erne til 20’erne: “Musik er jo en måde at fordøje verden på”

De brølende 20’ere kalder man det. Årtiet, hvor verden skulle finde sig selv efter 1. Verdenskrig, og der opstod et dirrende behov for at skeje ud med fest, frisind og forbrugerisme. 

I storbyer verden over opblomstrede en sprudlende livslyst. De stive klasseskel og konservative kønsnormer var i opbrud. Og i alle samfundslag fandt musikken ind og bebudede nye tider – fra New Yorks dunkle jazzklubber og ragtime-dansehaller til Berlins kabareter og dekadente natklubber. 

På lørdag kan man på DR2 opleve eller genopleve temakoncerten ‘The Babylon Hotel’, som i maj skabte en smeltedigel af 20’ernes eufori og ekstravagance i Koncertsalen med musik fra ikoniske film og serier som Babylon Berlin, The Great Gatsby og Burlesque.

På scenen stod – foruden DR Symfoniorkestret og DR Big Band – blandt andet den britiske solist Madame Le Pustra og musikerne Nikko Wiedemann og Mario Kamien fra Moka Efti Orchestra. De tre mødte vi forud for koncerten til en snak om den sprudlende tid for 100 år siden og menneskets evige behov for at udtrykke og udfolde sig – selv når verden viser sig fra sin værste side.

Modig og mangfoldig musik

Har man set den tyske serie-succes ‘Babylon Berlin’, har man formentlig et ret godt billede af, hvordan de sprudlende 20’ere så ud. 

I serien stifter man blandt andet bekendtskab med danserestauranten Moka Efti, hvor man kan spise, drikke, danse og betale sig til kødelige lyster i kælderen, hvis man er til den slags. Et sted som ganske rigtigt lå der i 20’ernes Berlin, og som sidenhen har lagt navn til orkestret, der står bag musikken i serien, og som i maj stod på scenen i Koncertsalen.  

“Berlin havde flere natklubber end noget andet sted i verden. Fra helt små dansesteder til flere-etages klubber med absint-bar i stue-etagen og tyrkiske bade på taget. Las Vegas ville klart få noget ud af en tidsrejse til 20’erne,” fortæller Nikko Wiedemann og tilføjer, at 20’erne på alle måder var eksperimenternes tid – en udforskning af alt fra musik til seksualitet og stoffer.

Det var en tid, hvor alle kunstformer udvidede deres horisont, fortsætter hans orkester-kompagnon, Mario Kamien. “Jazzen kom over Atlanten og bragte en helt ny form for følelse og puls med sig, som ikke bare blev omfavnet af musikere, men af dansere og teatre. Og særligt for perioden var, at man turde gå til kanten. Musikken var modig og mangfoldig.”

I det fiktive univers ‘The Babylon Hotel’ fører Moka Efti Orchestra, sammen med DR Symfoniorkestret, DR Big Band og deres chefdirigent Miho Hazama, publikum gennem en verden af musik fra film som ‘The Great Gatsby’, ‘Babylon’, ‘Burlesque’, tv-serierne ‘Drømmenes hus’ og ‘Babylon Berlin’ samt operaerne ‘Porgy and Bess’ og ‘Mahagonny’. 

Og det er en stor oplevelse at være del af, fortæller de. 

“Det er fantastisk og næsten lidt intimiderende at spille vores musik med så dygtige musikere og høre det i forbindelse med så smukt et udvalg af musik fra perioden,” fortæller Nikko Wiedemann. “Der er Stravinsky, Piazzolla, Friedrich Hollander, Kurt Weill, Edith Piaf. Altså, jeg mener. Wow”. 

Kontrasternes tid

Det er på mange måder ikke mærkeligt, at der var brug for lidt løssluppenhed og bekymringsfri fest i 1920’erne. Verden havde lige gennemlevet en verdenskrig og en influenzaepidemi. Og på den anden side stod teknologiske nybrud klar til at sætte skub i økonomien og købekraften.

Det er derfor også de glamourøse fester med tweet-klædte mænd og dansende korthårede kvinder i lige så korte kjoler, som popkulturen oftest trækker på, når mellemkrigstiden skildres. Men 20’erne var langt fra lutter lagkage. Der var stor politisk ustabilitet, tårnhøj inflation, fattigdom og arbejdsløshed. 

Og når skuespiller, sanger og solist i ‘The Babylon Hotel’, Madame Le Pustra, portrætterer en 20’ernes ‘neue frau’ – der bar make-up, røg cigaretter og selv kørte sin bil – er det med øje for alle nuancerne. 

“Der er selvfølgelig de gyldne 20’ere, der bød på en dansedille af en anden verden, glamourøse fester og en energiudladning af kunstnerisk udfoldelse i film, mode og musik, som jeg selv er meget inspireret af,” siger hun og fortsætter:

“Men det er samtidig et nostalgisk tilbageblik, som måske lidt overser al den kamp, spænding og frustration, der ulmede i befolkningen. Når jeg går på scenen, er det med min fortolkning af en kontrasternes tid,” fortæller hun. 

Historien gentager sig selv

Når 1920’erne igen finder ind på scener og skærme verden over, er det formentlig, fordi de ræsonnerer med den tid, vi lever i, mener Nikke Wiedemann. De nye 20’ere er måske ikke så eksperimenterende, som de brølende 20’ere var. Men der er en række lighedspunkter.  

“Det var en foruroligende tid efter 1. Verdenskrig. Og på mange måder står vi igen i en foruroligende tid med politisk ustabilitet og en overflod af ting og teknologi. Historien gentager sig selv,” siger han og fortsætter:

“Som musiker er verden post pandemien fyldt med ledighed og usikkerhed. Og det, tror jeg, minder lidt om situationen i 1920’erne. Men mennesket vil altid have et behov for at udtrykke sig, og musik er jo en måde at fordøje verden på. En reaktion på omverdenen. Og en valid og relevant en af slagsen”.

Som historiekyndige og seere af ‘Babylon Berlin’ vil vide, sluttede festen i de brølende 20’ere ikke med ømme fødder og natmad, men med et af verdenshistoriens mørkeste kapitler. Og med ‘The Babylon Hotel’ kan man komme med til festen, før det hele ændrede sig. 

Se ‘The Babylon Hotel’ 2. september kl. 18.30 på DR2 og herefter på DRTV.