DR Pigekoret og Den Danske Strygekvartet lægger op til en eftertænksom jul
Årets julekoncerter med DR Pigekoret, DR Juniorkoret, DR Børnekoret og Den Danske Strygekvartet inviterer til eftertanke og refleksion i en tid, hvor verden er præget af uro. Samtidig bliver koncerterne den officielle debut for dirigent Charlotte Rowan.
Foto: Christian Larsen
Hvert år samler DR Pigekorets julekoncerter tusindvis af danskere i Koncertsalen.
Det er også tilfældet i år, hvor flere end 7.000 har billet til de i alt fire koncerter – og endnu flere står på venteliste. Samtidig bliver koncerten sendt på radio eller tv, hvor den samler mange familier i juledagene.
I år har DR Pigekoret og deres nye dirigent Charlotte Rowan valgt at præsentere en mere eftertænksom udgave af julen end ved de foregående års julekoncerter for at afspejle den tid, vi lever i lige nu.
– Med alle de uroligheder der er i verden, føler vi, at tiden kalder på en mere afdæmpet julekoncert. Vi vil gerne give plads til dem, der måske tvivler på verden og fremtiden lige nu, samtidig med at vi gerne vil skabe håb og tænde et lys i mørket, siger DR Pigekorets nye dirigent Charlotte Rowan, som for første gang skal dirigere koret på scenen i Koncertsalen.
DR Pigekorets Jul
16.-18. december
Medvirkende: DR Pigekoret, Charlotte Rowan (dirigent), DR Juniorkoret, DR Børnekoret, Susanne Wendt (dirigent), Den Danske Strygekvartet, Christian Jørgensen (kontrabas) og Christoffer Møller (klaver)
Musik af bl.a. David Lang, Pernille Louise Sejlund, Billie Eilish og J.S. Bach
Koncerten sendes på DR2 den 25. december kl. 20 og på P2 den 24. december kl. 14.03
Debut for ny dirigent
Der er efterhånden en del, der har hørt om DR Pigekorets nye dirigent, Charlotte Rowan, som i august i år overtog posten fra Phillip Faber.
Hun har blandt andre dirigeret koret til H.K.H. Prins Christians 18-års fødselsdagsmiddag på Christiansborg Slot, og i efteråret medvirkede hun ved korets traditionsrige Mørkekoncerter i DR Koncerthuset og Musikhuset i Aarhus.
Men det er først nu, at publikum og tv-seere får mulighed for at se Charlotte Rowan dirigere en hel koncert med DR Pigekoret på scenen i Koncertsalen – for til efterårets koncerter var salen mørklagt, så korets sangere optrådte uden dirigent.
- Jeg glæder mig utrolig meget til endelig at få lov til at gøre det, som jeg elsker allermest, sammen med DR Pigekoret – nemlig at dirigere. Det var virkelig spændende at arbejde intenst med koret i efteråret, og vi har lært hinanden rigtig godt at kende. Nu er vi klar til for alvor at skabe musik sammen på scenen, sammen med publikum, lyttere og seere. Det bliver magisk!
Uropførelse og Billie Eilish
Der er mange stærke traditioner forbundet med DR Pigekorets julekoncerter. En af dem er, at koret samarbejder med nulevende komponister og arrangører inden for flere forskellige musikalske verdener om at skabe musik, som passer specielt til koret og til anledningen.
I år har den danske komponist og performer Pernille Louise Sejlund, der selv har en fortid som sanger i DR Pigekoret, skabt et nyt værk til DR Juniorkoret med titlen 'Sne”, hvor hun både har skrevet tekst og musik.
Udover kendte danske julesange, byder koncerten desuden på alt fra carols fra Charlotte Rowans hjemland til helt ny kompositionsmusik, barokmusik af Bach og endda en helt særlig version af årets mega-hit skrevet af Billie Eilish til Barbie-filmen.
Charlotte Rowan fortæller:
- Det lyder måske mærkeligt, at vi fletter et stort pophit ind i en seriøs julekoncert. Men Billie Eilish’ sang rummer præcis den inderlighed og den tvivl, vi ønsker at ramme i vores julekoncert, siger Charlotte Rowan.
- Det er en eksistentiel sang, som har ramt plet hos et enormt publikum, og som også betyder meget for sangerne i koret. Derfor skulle vi helt klart have den med i årets koncert, og det har været en spændende opgave at få den flettet ind i vores klassiske juleunivers.
Samarbejde med anerkendt strygekvartet
Traditionen tro har DR Pigekoret inviteret en række nære musikalske samarbejdspartnere med på scenen i Koncertsalen til ’DR Pigekorets Jul’.
Det gælder først og fremmest de yngre sangere i DR Børnekoret og DR Juniorkoret, men også Den Danske Strygekvartet, som koret har samarbejdet med gennem mange år.
Ud over fælles koncerter og indspilninger i Danmark, som bl.a. har budt på nytårssange til DR, har DR Pigekoret og Den Danske Strygekvartet været sammen på turné på den amerikanske vestkyst, hvor de har optrådt i Granada Theatre i Santa Barbara. I marts 2024 samarbejder de igen omkring koncerter på den tyske musikfestival Festspiele Mecklenburg-Vorpommern, som Den Danske Strygekvartet er medkuratorer på i 2024.
DR Pigekorets Jul sendes på DR2 og DRTV den 25. december og på P2 den 24. december. Koncerten kan efterfølgende også findes i DR TV og DR LYD-appen.