DR Vokalensemblet og Phillip Faber sender live til 13 lande
Mange millioner kan lytte med, når Phillip Faber dirigerer årets julekoncerter med DR Vokalensemblet i Garnisons Kirke. På programmet er blandt andet en uropførelse af den unge komponist Bára Gísladottir og danske julesange i arrangementer af Phillip Faber selv.
Det er efterhånden blevet en tradition, at radiostationer i hele Europa går sammen om at transmittere julekoncerter den tredje søndag i advent.
Dagen hedder 'Euroradio Christmas Music Day', og i år vil i alt 15 radiostationer i 13 lande sende live-koncerter ud til millioner af lyttere – fra tidlig morgen til sen aften.
Fra Danmark bliver det årets julekoncert med Phillip Faber og DR Vokalensemblet, der sendes ud i det store EBU-netværk, og det betyder at omkring ni millioner forventes at lytte med, når koret synger både traditionel og helt ny kormusik til koncerten i Garnisons Kirke i København.
Jul med DR Vokalensemblet & Phillip Faber
Musik af bl.a. Bára Gísladottir, Morten Lauridsen, Niels W. Gade, Carl Nielsen mfl.
Koncertens første del sendes live på P2 og 14 andre radiostationer søndag den 17. december kl. 16. Hele koncerten kan høres på P2 den 20. december kl. 19.20
Nye juletoner
Selvom julens kormusik ofte klinger af traditioner, bliver der også hvert år skrevet helt ny kormusik, som kan danne et nyt lydspor til julen.
Begge dele kan publikum og lyttere opleve til koncerten med Phillip Faber og DR Vokalensemblet. Her består første del nemlig af både ny og gammel musik, som knytter sig til fortællingen om Jesu fødsel, som vi kender den fra juleevangeliet.
Et af værkerne er komponeret af den unge islandske komponist Bára Gísladottir, som selv akkompagnerer koret på sin kontrabas. Det nye stykke med titlen 'NĀT' stiller skarpt på julenattens mystik, og Bára Gísladottir fortæller selv om musikken:
"Jeg har skrevet et kort, eftertænksomt stykke, der kunne være et billede på krybbescenen i stalden. Mere specifikt stilheden efter at englene, hyrderne og dyrene er væk, og der er en fredfyldt, meditativ ro, badet i forunderligt stjerneskær."
Traditioner og fællessang
For det danske publikum og P2-lytterne vil der være mere at nynne med på i anden del af koncerten med DR Vokalensemblet og Phillip Faber. Her er der nemlig kendte danske juletoner på programmet, blandt andet i arrangementer af Phillip Faber selv.
Der vil også være flere muligheder for at synge rigtigt med på koncertens tre fællessange, og desuden vil der være indslag med ren orgelmusik spillet af organisten Mads Høck.
Når Phillip Faber skal dirigere DR Vokalensemblets julekoncert, er det langt fra første gang, at han står foran de 18 professionelle sangere. Men det er første gang, at han dirigerer en koncert i DR-regi efter at han stoppede som dirigent for DR Pigekoret i sommeren 2023.
Selv siger Phillip Faber om koncerten:
"Det er altid en glæde for mig at vende tilbage til DR Vokalensemblet. Lyden af de velklingende stemmer er som at komme hjem. Og så har jeg tilmed fået lov til at vælge den smukkeste julemusik, jeg kunne komme i tanker om, der viser ensemblets klangmuligheder og åbner julen op i en fortælling, der begynder i evangeliet og slutter omkring juletræet. Så skal det nok blive jul i år!"