DR Big Band

Nyheder

Skrevet af Cecilie Rosenmeier

8 Minutter

Ny sæson med DR Big Band kommer vidt omkring

Nu kan du gå på opdagelse i DR Big Bands nye sæson, som er fuld af internationale navne, stærke nordiske stemmer og første del af bandets 60-års jubilæumsfejring – med 35 koncerter rundt i hele Danmark.

De fleste ved, at DR Big Band har hjemmebane i DR Koncerthuset. Færre ved, at størstedelen af bandets koncerter faktisk foregår på store og små spillesteder i hele Danmark.

Sådan er det også i bandets nye sæson, som kommer vidt omkring i mere end én forstand. Med godt 35 koncerter får publikum, seere og lyttere i hele landet mulighed for at opleve DR Big Band i selskab med en række toneangivende gæstekunstnere fra hele verden.

I løbet af sæsonen bliver der plads til både helt nye navne, nordiske stemmer, newyorker-vibes og en hyldest til DR Big Bands gyldne fortid i forbindelse med bandets 60-års jubilæum i 2024.

Ny sæson med DR Big Band

Sæsonåbning: 7. oktober

Gæstekunstnere: Veronica Swift, Antonio Loureiro, Ben Wendel, Curtis Stigers, Lina Nyberg, Fay Claessen mfl.
Se alle koncerter her

Hyldest til heltene

Startskuddet til den nye sæson med DR Big Band går på et af Københavns historiske spillesteder, Copenhagen Jazzhouse, der i dag hedder Hotel Cecil i København. Her hylder bandet og chefdirigent Miho Hazama en af alle tiders største bigband-helte, ikonet Thad Jones, der fylder 100 år i år – og fejringen fortsætter med koncerter på bl.a. Fyn, Bornholm, Langeland og Sjælland.

Thad Jones var manden, der for alvor satte DR Big Band på verdenskortet og var med til at forme den særlige lyd, som bandet er kendt for i dag. Men går man endnu længere i bandets historie dukker en anden nøglefigur op, nemlig Stan Kenton, som dirigerede bandets allerførste album og i det hele taget var et stærkt forbillede i bandets første år.

Begge ikoner hyldes i DR Big Bands nye sæson, hvor bandet tager hul på fejringen af sit 60-års jubilæum i foråret 2024 med koncerten 'DR Big Band 60 år – Stan Kenton Tribute'.

DR Big Band tager hul på sit 60-års jubilæum i 2024 med koncerten 'Stan Kenton Tribute'

Masser af East Coast Jazz

For DR Big Band har lyden af den amerikanske østkyst, nærmere betegnet New Yorks legendariske jazzklubber og den såkaldte East Coast Jazz, været en del af bandets DNA helt fra begyndelsen til i dag.

To af den nye sæsons helt store nulevende navne, sangstjernen Veronica Swift og saxofonisten Ben Wendel, kommer til DR Koncerthuset direkte fra New Yorks vigtigste jazzscener og viser, at bandet stadig er i nærkontakt med den toneangivende amerikanske jazz – i tæt samspil med de nordiske stemmer og strømninger, som også har været afgørende for bandets profil.

Som en bonus for de mere rock- og funkinteresserede byder DR Big Bands nye sæson også på en musikalsk kærlighedserklæring til det legendariske band Steely Dan, som gennem tre årtier bevægede sig frit mellem genrerne rock, pop, funk, soul og jazz.

Veronica Swift
Veronica Swift optræder med DR Big Band den 28. oktober 2022

Stærke nordiske stemmer

Sæsonen byder på et ordentlig skud sol fra Brasilien, når den unge multi-instrumentalist, singer-songwriter og arrangør Antonio Loureiro for første gang besøger DR Big Band med masser af brasilianske rytmer og melodier.

Kompasnålen vender dog primært mod vores egne breddegrader i den sidste del af sæsonen, når en strøm af nye nordiske navne og toner er på programmet.

I januar præsenterer DR Big Band det nye koncept 'DR Big Band Sessions – Ung dansk jazz', hvor unge jazztalenter inviteres med på scenen i DR Koncerthuset, og med koncerten 'Mit sted i verden' bliver det DR Big Bands egne musikere, der står bag en hel aften med nye kompositioner i forbindelse med februar måneds Vinterjazz.

Også den svenske jazzsanger, dirigent og komponist Lina Nyberg har skabt en helt ny suite med titlen 'The World’s A Stage', som får dansk premiere ved DR Big Bands koncert i foråret.

Den svenske jazz-multikunstner Lina Nyberg står i spidsen for DR Big Band den 7. marts 2024

Miho Hazama, chefdirigent for DR Big Band, siger om den nye sæson:

– Jeg ser meget frem til en sæson, som både præsenterer DR Big Bands legendariske fortid og dets oprindelige frontfigurer, samtidig med at vi møder nogle af vor tids mest spændende og innovative kunstnere, som besøger DR Koncerthuset fra nogle af verdens vigtigste jazzscener. Jeg er særligt glad for at være en del af fejringen af DR Big Bands 60-års jubilæum, som er en vidunderlig anledning til at hylde den unikke lyd af bandet og dets musikere i dag.

Se alle koncerter med DR Big Band i sæson 2023-24